Ironman Thea’s marathon-føljeton
Hun kommer fra Hammel og er kendt for sine ekstreme atletiske præstationer. Nu er den gal igen – i Norditalien.
Navnet er Thea Storm Henriksen. Hun er til daglig ansat på idrætshøjskolen i Vejle, men så skulle der lige slås nogle rekorder. Deca Iron Italy er ironman i 30 dage. Thea meldte sig.
Da deltagerlisten kom, viste det sig, at der er 24 mænd og Thea.
Målet var fra starten: 30 stk. ironman på 30 dage.
Så skal man lige huske, at det hver gang drejer sig om en detalje på 3,8 km svømning, 180 km cykling og et marathonløb på godt 42 km.
Der går 12-14 timer til sådan en tur.
Sat ud af spillet
Med sig har hun sin far, Jens, og søster Laura. De giver praktisk og moralsk support.
Man kan følge hendes anstrengelser på hendes blog. Heraf fremgår det, at starten gik 8. september, men allerede dagen efter måtte Thea udgå. Det gik fint med at svømme og cykle, men en kraftig dehydrering under løbet sendte hende til tælling. En influenza hjalp ikke på sagen.
Hun havde overvejelser om, hvor hun nu skulle anbringe overliggeren, men måske en Danmarksrekord? Eller en Verdensrekord? Eller bare en Thea-rekord?
Der gik et par dage, så var Thea klar igen.
Status her 19. september er, at Ironman nummer syv er gennemført, og det går stabilt med en om dagen.
Thea var for et par år siden i Hammel for at fortælle om nogle af sine bedrifter. Blandt andet en tur over den grønlandske indlandsis sammen med to veninder.