Camilla Pedersen i langsom fremgang
Den danske europamester i triatlon Camilla Pedersen ligger fortsat i koma og i en kritisk tilstand, men der er langsom fremgang at spore.
Der er endelig en smule fremgang at spore hos den danske europamester i triatlon Camilla Pedersen, som for to uger siden styrtede slemt på sin cykel og pådrog sig kraniebrud og kritiske blødninger omkring hjernen.
Hun ligger fortsat i koma, men landstræner Michael Krüger skriver på triatlon.dk:
"Det er nu 14 dage siden, Camilla var ude for den forfærdelige ulykke. Camilla er stadig i en kritisk tilstand, men dog noget mere stabilt end hidtil. Der er en langsom fremgang i den kritiske del af behandlingen at iagttage. Umiddelbart forventer lægerne, at opvågningen kan vare 14 dage og mere, fra den dag Camilla er trappet helt ned fra sovemedicin. Tidligst en uge inde i opvågningen kan lægerne give et bud på de skader, der er sket."
Den voldsomme ulykke skete i forbindelse med en træningstur i St. Darum.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg - KLIK HER