Det nye navn i fodbold er Vingaard - Jan Vingaard
FC Skanderborgs nye træner hedder Jan Vingaard. Han har senest været assistenttræner i AC Horsens. Nu er han klar som cheftræner igen
FC Skanderborgs træner fra 2014 og to måske tre år frem blev præsenteret på Wannafind Stadion i Dyrehaven lørdag eftermiddag.
Det nye navn i skanderborgensisk fodbold er Jan Vingaard. En erfaren herre på 56 år, der senest har fungeret som assistenttræner i AC Horsens og i foråret bestod sin A-trænereksamen.
“Jeg fik henvendelsen tidligt fra FC Skanderborg, som lagde en plan frem, med mig som cheftræner. Jeg vil gerne være med til at skubbe holdet videre og gøre hele klubben mere eliteorienteret,” fortæller den kommende træner.
“Efter fire oprykninger på fire år skal tingene stabiliseres i FC Skanderborg, og så tager vi tingene derfra. Ungdomsafdelingen har jo ikke haft en chance for at følge med. Så den skal op på niveau,” siger Jan Vingaard.
Det er meningen, at han skal være med til at løfte niveauet i hele klubben, når han tiltræder som cheftræner 1. januar næste år.
Et scoop at score Vingaard
Frank Bo Sørensen, som er en af de ansvarlige for spillere og trænere i Seniorudvalget i FC Skanderborg er ikke i tvivl om, at Jan Vingaard er den rette til jobbet.
“Det er noget af et scoop, at vi har fået fingrene i Jan Vingaard. Allerede efter første samtale gik vi målrettet efter ham.”
Der har over nogle måneder været hårde forhandlinger i gang.
“Det er ikke den billigste løsning, men vi bruger hele lortet på træneren. Det stiller store krav til vores spillere, der stiller op fire-fem gange om ugen uden at få en krone for det,” siger Frank Bo Sørensen og fortsætter,
“På den måde prioriterer vi spillernes udvikling, og får den gule tråd hele vejen gennem klubben, hvor vi kan udvikle ungdommen i samarbjde med Jan Vingaard.”