Nyt nederlag til TMV i Serie 2
Fællesholdet var i teten, men dummede sig gevaldigt i slutningen af 1. halvleg, hvor Galen scorede tre gange
TMV stillede op med et noget amputeret hold til lørdagens udekamp mod Galten FS. Anfører Mikkel Jørgensen, forsvarsspiller Martin Larsen og målmand Anders F.M. måtte såledesmelde forfald.
Det blev også til sæsonens andet nederlag ud af lige så mange mulige, men igen var der lyspunkter, som dog blev overskygget af en vaklende moral og mangel på disciplin.
TMV begyndte kampen med at presse hjemmeholdet helt i bund, og det gav nogle gode chancer til begge angribere, Tobias Christensen og Kennet Brøgger, men mål blev det dog ikke til.
Efter fem minutter kom topscorer Kennet Brøgger så helt fri, men blev nedlagt af en Galten-forsvarer – en situation, som godt kunne minde om en nødbremse, men hjemmeholdet slap med skrækken og et gult kort.
Et minut senere løb Magnus Pilgaard fra Galtens højre back, men måtte se sit forsøg gå forbi den fjerne opstander. Kennet Brøgger fik endnu en chance efter 12 minutter, men var igen lidt uskarp og misbrugte.
Fra 0 - 1 til 3 - 1 på ni minutter
16 minutter gammel skulle kampen blive, da den fik sit første mål. TMV's Magnus Pilgaard udnyttede, at en bolddreng på Klank Idrætsanlæg var hurtig, og kastede et langt indkast henover Galtens forsvar. Andy Søndergaard var hurtig og snu og udnyttede muligheden til at bringe gæsterne fortjent foran.
Men så gik der koks i maskineriet hos TMV. I løbet af ni minutter scorede hjemmeholdet tre gange. Efter 36 minutter måtte reservemålmand Mads Holme lave straffespark på en Galten-angriber, og det gav ham tilmed et gult kort. Jesper Thomsen måtte trække i målmandstrøjen, og han var millimeter fra at snuppe det halvforkølede spark fra Galten-spilleren.
Seks minutter senere gik det igen galt, da Magnus Pilgaard mistede bolden på midten, og TMV-forsvaret kom på hælene – 2-1 til hjemmeholdet.
To minutter senere løb Pilgaard igen fra en modstander, som nedlagde ham, men dommerens fløjte forblev tavs, og så kunne venstrekantsspilleren ikke holde frustrationerne tilbage, og måtte køle af i 10 minutter på ordre fra kampens mand i sort.
To mand i undertal kom gæsterne bagud 3-1 lige før pausen.
Scoring af Tobias Christensen
Syv minutter inde i 2. halvleg kom hjemmeholdet så på 4-1 og afgjorde reelt kampen.
Gæsterne kom dog bedre med i løbet 2. halvleg, og efter 81 minutter fandt en godt spillende Kasper Volter målfarlige Tobias Christensen, som flot fik bolden med sig ind i feltet og afsluttede sikkert.
"Men det var kun pynt på resultattavlen for os. Vi måtte indkassere endnu et nederlag til et hold, som vi ganske enkelt ikke følte os nedspillet af til trods for de manglende stamspillere," siger Magnus Pilgaard.
Tirsdag aften tabte TMV for tredje kamp i træk. Denne gang med 1 - 0 ude til ASA (Kampreferat følger).
Lørdag gælder det så Fuglebakken hjemme i Virup klokken 13.30. Fuglebakken har opnået tre point i to kampe. Sejren kom i hus over Galten med 2 - 0.