Nørager tophold i Serie 2
Fredag kan Nørager tage den tredje sejr af tre mulige, når holdet gæster B65
Nørager-træner Allan Haslund vil ikke høre tale om, at hans hold hører til i kredsen af oprykningsfavoritter.
Han bruger den velkendte kliché om at tage en kamp ad gangen, men han kan ikke komme uden om, at hans tropper sluttede flot af i foråret. Så flot, at holdet kravlede op på andenpladsen i Serie 2, og mod slutningen pressede nummer et, oprykkerne Dronningborg, alvorligt.
De to første kampe i efteråret har også budt på sejre. I weekenden blev det til en sikker 3 - 0 sejr over HOG på mål af Christoffer Frandsen, banens bedste, Kasper Sortkjær og Michael Jensen.
"Vi styrede tingene, og jeg følte, at vi havde kontrol over kampen," siger Allan Haslund, der manglede trænerassistent Martin Andersen på grund af en skade og Nicki Jensen, der var taget på ferie.
Fredag mod B 65
Fredag aften gælder det så B 65 på udebane. Den gamle traditionsklub nord for Randers har tabt holdets første to kampe.
"Vi skal for alt i verden undgå at undervurdere B 65 og fokusere kun på den kamp, og ikke på de, der kommer i næste uge," siger Allan Haslund.
Martin Andersen er til rådighed igen, og det samme er Nicki Jensen, medens Lasse Jensen, der var hjemme fra København i sidste weekend, ikke er med denne gang.
Nicki Jensen, der er kommet til fra Allingåbro, stopper i øvrigt i Nørager 1. november 2011, fordi han har fået arbejde i engelske Manchester - dog ikke i hverken United eller City.
Desuden har Haslund sagt farvel til Morten Overgaard, der er vendt tilbage til Vorup efter et halvår i Nørager.
"Morten kunne ikke længere afse tid til at træne så meget, og med Martin Andersens ankomst mente han heller ikke, at han kom til at bidrage så meget, men jeg ville nu gerne have beholdt ham," siger Haslund, der heller ikke har Kenneth Fisker til rådighed i øjeblikket, fordi han prioriterer sit arbejde.