Grenaa mod Grenaa sluttede uafgjort i Serie 1
Grenaa IF hentede sæsonens første point mod aarhusianske DGL, der havde seks tidligere spillere fra Grenaa IF og oplandsklubber med på holdet
Et afbudsramt Grenaa IF mandskab i Serie 1, der har mistet flere af forårets støtter som Rune Mønster og Daniel Skak Nielsen, til FC Djurslands Danmarksseriehold, hentede sæsonens første point, da det lykkedes holdet at opnå 2 - 2 på udebane torsdag aften mod DGL, der havde seks spillere med en fortid i Grenaa IF og lokale oplandsklubber på holdet.
En tidligere spiller med rod i Grenaa IF, Mathias Hvidberg, bragte DGL foran 1 - 0 før pausen. Målet blev scoret efter et kvarters spil og blev en realitet efter et kommuniikationskoks i Grenaas bagerste rækker.
"Ellers var vi spilstyrede i resten af kampen, og vi fik lagt et højt pres på DLG, som tydeligvis trættede dem," siger Grenaa IF's assistenttræner Daniel Lilleris.
Sen udligning
Efter 70 minutter blev Grenaa IF's spillemæssige overtag omsat til en scoring ved Emil Mortensen, der er med i FC Djurslands trup.
Ti minutter senere gjorde U19 spilleren Mikkel Ols det til 2 - 1.
Desværre for Grenaa IF kunne føringen ikke holde hjem, fordi hjemmeholdet fik udlignet til 2-2 i overtiden ved Jonas Bloksgaard.
DGL servede i slutfasen alle bolde ind i udeholdets felt, og udligningen kom efter en returbold udløst af et frispark, hvor bolden dumpede tilfældigt ned blandt venner og fjender, så Bloksgaard kunne udligne tæt under mål.
"Ufortjent vi ikke får alle tre point med hjem, for vi gjorde DGL dårlige med vores høje og stressende pres hele kampen igennem," siger Daniel Lilleris.
Han ser optimistisk på mulighederne i de kommende kampe, hvor den første spilles søndag eftermiddag på Grenaa Stadion mod Hornslet:
"Hvis vi tager den vilje og gejst, der blev præsteret mod DGL, med fremadrettet, skal vi nok redde os fra nedrykning."