Tidligere Vivild angriber skiftet til Kjellerup
Anders Holvad debuterede fredag aften for nyoprykkede Kjellerup i 2. division Vest, der tabte 0 - 1 til Skovbakken
Talentfulde Anders Holvad, der var et stort aktiv i en periode for Vivild, medens klubben spillede i Jyllandsserien, er skiftet til oprykkerne Kjellerup i 2. division Vest.
Holvad, der er tidligere eliteungdomsspiller i Randers FC/Freja, og nåede flere 2. divisionskampe for kronjyderne, før han vendte hjem til Vivild, debuterede for ambitiøse Kjellerup i fredagens hjemmekamp mod Skovbakken.
Trods en god indsats tabte Kjellerup med 0 - 1 til Skovbakken foran over 500 tilskuere på hjemmebanen "Bjerget".
På Kjellerups hjemmeside er der ros til Holvad, hvis forældre, Helle og Carsten Holvad, er forstanderpar på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole, for en god indsats og fine takter på venstrekanten.
Halvsæson hos Viborg FF
Anders Holvad har i foråret testet evnerne i Viborg FF, hvor det blev til kampe primært på klubbens andethold i Jyllandsserien og flere optrædender og scoringer på domkirkebyens hold i Reserveholdsturneringen.
Trods Viborg FF's nuværende situation med en stram økonomi og spillerafgang i førsteholdstruppen blev Holvad tilsyneladende vejet og fundet for let til en kontrakt.
Derfor er skiftet til Kjellerup ikke overraskende. Her bliver han genforenet med træner Tom Søjberg, der i en årrække virkede i Randers FC.
Endvidere med Esben Sørensen, tidligere Auning IF, Randers FC, Blokhus FC og FC Djursland, der efter en halvsæson hos sidstnævnte, nu også er inde i folden hos Kjellerup, der har Designa Køkken som hovedsponsor.
Ifølge Kjellerups hjemmeside deltog Esben Sørensen ikke i fredagens kamp på grund af en skade.
Det gjorde den tidligere Randers FC anfører Ralf Pedersen heller ikke. Han døjer også med en skade.
Derimod var den tidligere landsholdsspiller Thomas Røll fit for fight. Han udgjorde den ene af stopperpositionerne i Kjellerups centerforsvar.