TMV tabte målrig premiere i Serie 2
En mareridtsagtig start på anden halvleg forhindrede fællesholdet i at debutere med en sejr i den ny række
Tidligt tirsdag aften tog TMV hjemme i Hårup imod aarhusianske ACFC i sæsonpremieren i Serie 2. Begge klubber er nyoprykkere, og deg av hinanden en underholdende kamp.
Allerede efter fem minutters spil kom sæsonens første TMV-scoring, og det var selvfølgelig sidste sæsons topscorer Kennet Brøgger, der på oplæg af Emil Grønkjær bragte hjemmeholdet foran 1-0.
Hans skud fra kanten af feltet blev rettet af og snød målmanden, så keeperen var uden chance for at afværge afslutningen. Føringen blev dog en kort fornøjelse, for tre minutter senere gik fødselar Martin Larsen og kampens spiller, veteranen Mikkel Jørgensen, fejlagtigt op i samme hovedstødsduel. En ACFC-angriber tog sig kærligt af nedfaldsbolden og scorede sikkert til 1-1.
Kampen bølgede frem og tilbage, og mens gæsterne ihærdigt prøvede på at kombinere sig igennem, forsøgte hjemmeholdet sig mest med hurtige omstillingsspil.
Mikkel pandede til kuglen
Efter 28 minutter fik TMV tildelt et hjørnespark, som Kennet Brøgger sendte ind i hovedet på Mikkel Jørgensen, der med største selvfølgelighed pandede sit første sæsonmål i kassen.
"I perioden efter 2-1-målet og frem til pausen styrede vi begivenhederne, og blandt andet havde Esben Svensson en kæmpechance for at gøre det til 3-1. Men bedst som det så godt ud for os, fik Emil Grønkjær et gult kort for sin første forseelse i kampen. En hård tackling, men også en hård dom," lyder kritikken mod manden i sort fra TMV's kantspiller, Magnus Pilgaard.
TMV formåede dog at holde 2 - 1 føringen til pausen.
Mareridtsagtig start
2. halvleg begyndte mareridtsagtigt for hjemmeholdet. Få sekunder før TMV blev fuldtallige, blev holdet ramt af endnu en udvisning.
Den gik til debutanten Jacob Gomez Fenger, som, ifølge Magnus Pilgaard, satte en ren tackling ind på en ACFC-angriber, men dommeren takserede igen tacklingen til at være for hård.
Undertalssituationen førte til en udligning til 2-2, og da Hartvig Nielsen efter 57 minutter måtte lave straffespark, kom hjemmeholdet bagud for første gang i kampen.
Fem minutter senere kom gæsterne også på 4-2 efter et hjørnespark.
Mikkel i front
Det tvang TMV til at satse. Mikkel Jørgensen blev sendt længere frem for at lægge pres på ACFC's bagerste kæde.
Det gav også chancer. Topscorer Brøgger stormede igennem i højresiden og efter en god tur, måtte han se sin flade afslutning gå forbi mål.
Efter 79 minutter var Mikkel Jørgensen på spil igen. Indskiftede Jesper Thomsen kom godt igennem i højresiden og lagde bolden på tværs til Mikkel Jørgensen, som sikkert reducerede til 4 - 3.
I slutfasen blev hele tre ACFC-spillere præsenteret for gule kort og ti minutter til afkøling på bænken.
Alligevel formåede TMV ikke at udligne, og spillerne kunne luske slukørede fra banen med et nederlag i debutkampen i Serie 2.
Der bliver mulighed for revanche allerede lørdag, når TMV besøger Galten FS.