Kattegat Cup er en livsbekræfter
At fodboldens sprog er grænseoverskridende blev atter bevist ved årets Kattegat Cup
Norddjurs borgmester Jan Petersen (S) udviste statsmandskunst på det lokale niveau, da han rettede en særlig varm velkomst til de vanen tro mange norske deltagere ved årets Kattegat Cup på Grenaa Stadion, der startede i torsdags og sluttede med de sidste finaler søndag formiddag.
Uden direkte at nævne tragedien i Oslo og på den lille ø, Utøya, slog borgmesteren fast i sin åbningstale, at der var god grund til at sige et par ord til de 40 deltagende norske hold og deres trænere, ledere og medrejsende pårørende.
“I har vist et fællesskab på den værst tænkelige baggrund, og sådan et stævne som dette skal være med til at bekræfte livet.”
Tre hold meldte fra
Der var tilmeldt 142 hold til dette års Kattegat Cup, og det er færre end tidligere.
Tre hold var nødt til at trække sig kort før stævnet, og det gav lidt hovedbrud til arrangørerne.
“Vi kan godt mærke, at konkurrencen fra andre stævner er blevet hårdere,” siger Jesper Nimb Sørensen fra stævneledelsen.
Der deltog 85 hold fra Danmark, 40 hold fra Norge, 6 hold fra Tyskland samt 4 svenske og 4 engelske hold.
Flere af de lokale hold markerede sig flot:
Hos pigerne blev det således til to førstepladser til Grenaa IF i U-13 og U-18 rækkerne.
Hos drengene var der førstepladser til TRIF's U-12 drenge samt Aastrup/Hammelev*s U-13 og U-17 drenge.