Ung KPI'er ligaspiller i AGF
Kasper Kempel Johansen har med en god indsats i sommerferien overbevist, at han kan gøre sig i AGF's bedste U19-trup
Angriberen Kasper Kempel Johansen, 17, bliver en del af AGF's U19 ligatrup i efteråret. Denne unge spiller, der har fået sin fodboldopdragelse i Kolind-Perstrup, har overbevist trænerstaben om, at han kan spille på det højeste eliteniveau i Danmark i U19 årgangen.
I foråret spillede Kasper Kempel Johansen på fællesholdet IFM-KPI i U17 mesterrække-2. Ligesom han enkelte gange spillede med på FC Djurslands U-21 mandskab.
I sommerferien har han trænet med ligatruppen i AGF og vist et niveau, der har gjort ham til en del af førsteholdstruppen.
Fredag var med han med hos AGF, da holdet mødte FC Djursland fra Danmarksserien i en træningskamp, der sluttede 1 - 1. Kasper Kempel Johansen var oplægger til AGF's scoring.
Fortsætter skolegang i Rønde
Kasper Kempel Johansen træner mandag, tirsdag, onsdag og torsdag på Fredensvang og spiller kamp i weekenden.
Fodboldtræningen skal han fremover få til at gå op i en højere enhed samtidig med, at han passer sin skolegang.
I næste uge begynder Kasper på andet år på HHX-uddannelsen i Rønde. Efter endt skolegang bliver han hver træningsdag hentet af den fodboldbus, som AGF har indsat på Djursland til at fragte de unge fodboldtalenter fra Djursland hurtigt til og fra træning.
Driblestærk og hurtig
Kasper Kempel Johansen er en lynhurtig og driblestærk angriber, der med sit lave tyngdepunkt og gode balance formår at glide godt af på større modstandere i nærkampene.
Endvidere er han en dygtig afslutter, der ikke lader sig gå på af, at han brænder en stor chance.