Stjernefrø varmer op på Kolind Stadion
De bedste ungdomsspillere fra AGF og Randers Freja spiller træningskamp i Kolind
Der bliver mulighed for at se nogle af de dygtigste østjyske fodboldtalenter vise deres fodboldfærdigheder, når U17 Drengeholdene fra AGF og Randers Freja mandag 25. juli kl. 18.30 tørner sammen i en træningskamp på Kolind Stadion.
De to storklubber er kendt for at suge de største talenter til sig fra de mindre klubber på blandt andet Djursland.
”På de to hold vil der være spillere med lokal tilknytning. Blandt andet spiller den tidligere Kolind/Perstrup-spilleren Emil Laursen med på AGF's hold,” fortæller bestyrelsesmedlem i KPI, Jørgen Antonsen.
Morgendagens stjerner
Både AGF og Randers Freja spiller i den landsdækkende U17 liga, hvor holdene uge efter uge møder de allerbedste ungdomsspillere i kampe mod klubber som FC København, Brøndby, AaB og FC Midtjylland.
”Det bliver den aften muligt at se nogle af de spillere, som i løbet af 2-3 år for alvor kan have mulighed for at banke på til 1. holdstrupperne i de to østjyske storklubber,” siger Jørgen Antonsen.
Kolind/Perstrups frivillige vil rulle hele det store serviceapparat frem i anledning af den interessante kamp på Kolind Stadions fine grønsvær.
”Kampen er programsat til kl. 18.30. Vi håber på godt vejr og mange tilskuere. Derfor sørger vi for, at der på stadion kan købes grill-pølser, is samt kaffe, sodavand og andet,” lover Jørgen Antonsen.