Træn som en Navy Seal
Brabrand Idrætsforenings Gymnastikafdeling byder som den eneste gymnastikforening i Aarhus på ny træningsform
Tirsdag 6. september kl. 19 og mange tirsdage frem bliver der mulighed for at afprøve en ny træningsform hos Brabrand Idrætsforenings Gymnastikafdeling.
Der er tale om TRX Suspension Training, der er en revolutionerende metode til at træne funktionelle bevægelser udelukkende med sin egen kropsvægt som modstand.
Træningen, der er individuel men foregår på hold, er udtænkt af U.S. Navy SEAL's på deres udsendte missioner og er igennem de seneste år videreudviklet, testet og anerkendt af sportsverdenen som det mest alsidige og komplette træningsredskab nogensinde.
"Vi er meget glade for, at det er lykkedes at tiltrække en certificeret instruktør indenfor dette nye træningssystem. Og vi har fået at vide, at vi er den eneste gymnastikforening i Aarhus, der starter et sådant hold op", siger Gitte Holm, formand for Brabrand Idrætsforenings Gymnastikafdeling.
Hun fortæller, at alle er velkomne til en gratis prøvetime.
Se mere på www.bif-gym.dk/TRX-Suspension-Training.