Mandfolkepræstation af Hornslet mod topholdet
Jesper Jepsen scorede tre mål, da Hornslet overraskende vandt 4-1 over Kristrup
Hornslet mødte ikke op til lørdagens udekamp mod topholdet Kristrup i Serie 1 med tårnhøje forveningtninger om at kunne lave en overraskelse.
En del afbud og skader havde decimeret truppen, men de spillere, der var på banen, var tydeligvis interesseret i at yde på højt niveau, og så havde Hornslet esserne i topscorer Jesper Jepsen og målmand Lars Andersen i baghånden.
"Vi blev presset i bund fra kampens start, og midtvejs i første halvleg kom vi bagud 1-0," fortæller Martin Winther, den ene halvdel af trænerduoen i Hornslet.
Kort efter havde Kristrup en kæmpe chance for at komme foran 2-0, men i stedet blev det 1-1 kort inden pausen, da Thomas Hansen slog et præcist indlæg, som Jesper Jepsen scorede på.
"Vi gik derfor til pause med en følelse af, at vi var overraskende godt med," siger Martin Winther.
Andersen klarede straffespark
Anden halvleg startede med et hårdt pres fra Kristrups side, men da overvægten i spil ikke førte til scoringer, åd et sejt kæmpende udehold sig langsomt ind i kampen.
Kristrup lavede et efter Martin Winther "tåbeligt straffespark" i en ufarlig situation, og hvis man ikke er vaks i en håndevending efter sådan en afgørelse, tager Jesper Jepsen bolden mod alle aftaler og sparker som hovedregel bolden i nettet.
Det var også lige, hvad der skete på Kristrup Stadion. Jepsens straffespark sneg sig i nettet via målmand og stolpe til 1-2 føring til Hornslet.
Kort efter lavede Kasper Aabo straffespark i den anden anden, men målmand Lars Andersen var på sin post og leverede en klasseredning.
Det gav Hornslet overskud til at øge til 1-3, da den indskiftede Jesper Josiasen, U19 spiller med stort potentiale, spillede bande med navnebroder Jepsen for efterfølgende at fritspille Thomas Gerberg, der scorede sikkert.
"Kampens flotteste mål," roser Martin Winther.
Han er som Kumbels kat på vejen
Jesper Jepsen, målmageren og individualisten over alle på serieplan på Djursland, øgede til 1-4 inden sidste fløjt, da han som den naturligste ting i verden afdriblede et par modstandere for herefter at score sikkert.
Jepsen er som fodboldspiller at sammenligne med Kumbel's kat på vejen - han er sgu' sin egen. Giver man ham frie tøjler og bliver hans stil accepteret af holdkammeraterne, har han selvtilliden, hurtigheden og springkraften til at afgøre fodboldkampe.
"Efter denne scoring ebbede kampen stille og roligt ud og en overraskende, men egentligt fortjent sejr var i hus. Dejligt at spillerne var klar på at rejse sig så hurtigt oven på sidste uges skuffende kamp i Grenaa", siger en glad Martin Winther.
"Det var virkelig en mandfolkepræstion, og mange spillere greb chancen, så vi har lige pludselig et positivt problem, inden næste uges kamp mod VIK, hvor vi endelig får lov til at spille på hjemmebane efter fem udekamp i træk."
Hornslet Stadion klar til kamp
I foråret var Hornslet IF ude med hård krtik af Syddjurs Kommune for svag pasning af Hornslet Stadion, der mere lignede et månekrater end en fodboldbane.
Det kommunale bureaukrati, der tror en fodboldsæson begynder i april og slutter ved udgangen af august - af frygt for at spillerne fryser - var længe om at forstå kritikken, men bedre sent end aldrig, og derfor kan Syddjurs Kommunes bedste hold langt om længe igen løbe ind på en hjemmebane, der er nyrenoveret, en idrætsvenlig kommune værdig og egnet til fodbold, når VIK kommer på besøg i den kommende weekend.