Atletikmester udtaget til landsholdet
Den 17-årige Randers Freja-atlet Christoffer Mikkelsen, der er bosiddende i Ulstrup, er netop blevet dobbelt danmarksmester i atletik. Christoffer blev først U18-danmarksmester i sin favoritdisciplin kuglestød og efterfølgende U18-danmarksmester i diskoskast. Christoffer træner diskoskast, som en del af sine træningsforberedelser til de større mesterskaber i kuglestød og konkurrerer derfor kun i diskoskast, når der er plads til det i hans konkurrencekalender. På trods af Christoffer blot er 17 år og normalt konkurrerer i aldersgruppen 17/18-årige, topper han samtidig årets danske U20-rangliste i kuglestød. Han er derfor udtaget til det danske U20-landshold, der skal deltage i den kommende Nordiske Juniorlandskamp på Østerbro Stadion i København. Her er de deltagende nationer Finland, Norge, Sverige, Island og Danmark – og Christoffer forventer hård konkurrence fra de op til 2 år ældre nordiske topatleter.