14-årigt tennistalent i DM-finale for seniorer
Tennistalentet Emilie Francati skabte sensation i damesingle
Selv om Emilie Francati, Gentofte Tennis Klub, først for nylig fyldte 14 år, spillede hun sig i finalen ved senior-DM.
Efter to sikre sejre skulle Emilie Francati i kvartfinalen møde 2. seedede Cecilie Melsted, KB, der var i DM-finalen de to foregående år, men Gentofte-talentet gik uimponeret til værks og vandt i tre sæt.
På grund af af regn dagen inden skulle semifinalen mod turneringens overraskelse, den gennemrutinerede Anne Gylling fra Birkerød, spilles umiddelbart efter. Ved 6-2 5-4 servede Emilie for finalepladsen, men måtte alligevel se sættet gå til Gylling 7-5. Det rystede dog ikke Emilie, der hurtigt bragte sig foran 3-0 og siden vandt sættet 6-3.
I finalen ventede 19-årige Maj Grage, KB, der i år har vundet alt på dansk grund. Maj Grage var for stærk for Emilie Francati, men på trods af ømme stænger fra 5-6 timers tennis dagen inden spillede Emilie sit bedste tennis, selv om hun tabte 6-4 6-1.