Seje danske fodboldpiger tværede svensken ud
Ti fodboldtossede piger fra HEI og Lysing IF gjorde rent bord og vandt samtlige kampe, da de for nylig deltog i EskilsCupen 2011
Normalt er fodboldpigerne fra HEI og Lyseng IF konkurrenter på grønsværen, men da de i starten af august drog af sted til Eskils Cupen i Sverige som Elite Football Team Denmark for at deltage i turneringens pige U12 kampe, viste de sig at være en uovervindelig cocktail, når de blev blandet sammen.
Ikke alene vandt de samtlige kampe og hev den flotte pokal med hjem til Aarhus. De gjorde det også så eftertrykkeligt, at de dygtige svenske pigehold kun fik sat to mål i danskernes mål, mens Elite Football Team Denmark scorede ikke færre end 45 mål.
"Det var en oplevelse at se de ti sammenbragte piger spille sammen. Der var 40 hold i deres pulje og de var suverænt de bedste hele vejen igennem," forklarer HEI's holdleder og træner Alex Jørgensen.
Elite Football Team Denmark består af de fem bedste spillere fra HEI og Lyseng. Eller sådan var planen, men da en af pigerne fra HEI var ude at rejse, blev der plads til Victoria Wagner fra VIK.
"Pigerne er normalt konkurrenter, men de er samtidig venskabsklubber, og i Sverige viste de, at de kan spiller fantastisk fodbold sammen. De spillede fabelagtigt godt sammen, det hele fungerede. Det var en fantastisk en oplevelse," understreger Alex Jørgensen.
EskilsCupen er Sveriges tredje største ungdomsturnering med deltagelse af over 800 hold fra hele Europa.