FC Skanderborg sendte Varde ud af pokalen
3-1 sejr til det lokale Danmarksseriehold FC Skanderborg over Varde fra 2. Division
FC Skanderborg er videre i pokalturneringen efter en sejr på hjemmebane på 3-1 over 2. Divisionsholdet Varde.
Hjemmeholdet kom flyvende fra start med to mål af Kim Rasmussen i løbet af kampens første fem minutter, men et par minutter senere reducerede Varde til 1-2.
Herefter stod der Varde på kampen, og udeholdet fik efter en halv time straffespark, men Skanderborg målmand Jannik Friis nappede både straffesparket og riposten, så der stod 2-1 ved pausen.
Sidste sæsons topscorer Daniel Flyger var anderledes træfsikker på straffespark og gjorde det til 3-1 et kvarter før tid, efter en Vardespiller havde taget bolden med hånden i feltet.
FC Skanderborg skal i næste runde møde Hobro fra 1. Division, men inden den kamp gælder det årets første turneringskamp i Danmarksserien på udebane mod Aarhus Fremad tirsdag 16. august klokken 19.