Brian Nielsen underholder på Lübker
ECCO Touren ramte Djursland fra 1.-5. august
ECCO Touren tyvstartede i går med den indledende Pro-am. Her spillede kendisserne sammen med de unge håbefulde golfspillere, hvor der for en stund blev fokuseret mindre på golfen og mere på det sociale.
Efter runden var der underholdning. Kim Sjøgren spillede violin, og senere spillede Peter A.G. en lille intimkoncert efter aftensmaden.
Brian Nielsen slår til bolden
Turneringerne var bygget op, så der indledes med et par runder, hvor spillerne spillede sammen med de forskellige kendisser og sponsorer.
I går mandag var hele Danmarks boksebamse Brian Nielsen således det store trækplaster på en rigtig flot dansk sommerdag.
Der var et par unge danske klubpro'er, der fik deres livs oplevelse i selskab med den formodede pensionist. Uden dog at være i fare for at blive ramt af Brian Nielsens bolde.
For selv om kroppen er slidt, og svinget er uortodoks, så er der stadig boldøje i den gamle kæmpe. Ligesom sproget stadigt er frækt. Undertegnede fik følgende salut, da der skulle tages billeder: "Du kan få et billede af min røv."
Turneringen i Nimtofte er ikke bare en del af ECCO Touren, men danner også rammen om det officielle danske mesterskab for de professionelle golfspillere.
Det er nok også grunden til at normale Europa Tour spillere som Thorbjørn Olesen, Andreas Hartø og Thomas Nørret vælger at stille op i denne turnering. Det er altid rart med en titel på CV'et.