Kuglestøder fik succes ved Ungdoms-VM
Som optaktsstævner til Ungdoms-VM havde kuglestøder Christoffer Mikkelsen fra Ulstrup valgt Skive Kastegalla og Öresundsspelan i Helsingborg.
Under Skive Kastegalla fik Christoffer aldrig teknikken til at fungere rigtigt. Ugen inden var der blevet arbejdet på alt for mange tekniske detaljer på samme tid. Christoffer vandt dog stævnet.
Næstlængste stød
Den efterfølgende uge arbejdede Christoffer intensivt med færre og mere grundlæggende tekniske elementer, og under Öresundsspelan fungerede teknikken straks betydeligt bedre. Christoffer blev nr. 2 ud af 17 deltagere med et stød på 17.30 m. Hans næst-længste stød nogensinde. Han fik en på alle måder rigtig god generalprøve før den efterfølgende uges Ungdoms-VM i franske Lille.
Seedet nederst
Til Ungdoms-VM var Christoffer, på trods af sin danske rekord på 17.74 m. fra juni måned, seedet sidst af de 30 deltagere, så niveauet var ganske højt. Men når det gælder mesterskaber, skal man som bekendt ikke nødvendigvis lade sig skræmme af andres længere, personlige rekorder. Til et mesterskab er det altafgørende, at man evner at præstere på det planlagte tidspunkt, og det var præcist, hvad Christoffer gjorde: 18.13m. i andet forsøg og ny personlig og dansk U18-rekord. Dermed blev Christoffer nr. 7 i sin gruppe og samlet nr. 15 til sit første VM. 35 cm. manglede Christoffer for at kvalificere sig til finalen.
Sigter mod OL
Nu arbejder Christoffer seriøst frem mod sin deltagelse i Ungdoms-OL i Trabzon, Tyrkiet, hvor han skal støde i kvalifikationen onsdag 27. juli kl. 17.00 eller 18.00. Den direkte kvalifikation til finalen dagen efter kl. 16.05 er sat til 18.00 m. - så Christoffer anser selv sine muligheder for at komme i sin første internationale mesterskabsfinale for ganske realistiske.