Ungt cykeltalent på vej til OL
Jonas Poulsen fra Smørum er en af de tre udtagede ungdomscykelryttere, der skal repræsentere Danmark ved ungdoms-OL i Tyrkiet
16-årige Jonas Poulsen fra Smørum har haft et godt år i saddelen.
Hans præstationer har resulteret i en udtagelse til Ungdoms-OL, som i år bliver holdt i Byen Trabzon i Tyrkiet.
"Jeg er utrolig glad for at blive udtaget. Ud af de omkring 160 potentielle ryttere, er vi kun tre der er blevet udtaget, så det er rigtig godt," siger den 17-årige cykelrytter.
Det var en subjektiv vurdering af landstræneren, og naturligvis også en flot præstation i de hjemlige løb, der resulterede i en billet til Tyrkiet.
Og træningen op til OL bliver ikke nem:
"For at komme med, skal man træningsregistreres. Det vil sige, at man skal træne et bestemt antal timer om ugen for at kunne komme med. Så vi skal altså ud og cykle mellem 20 og 60 timer om ugen," siger den stolte far Christian Poulsen.
Cykel der batter
Cyklen, der skal cykles på, er ikke billig:
"Det kræver en sponsor, der er villig til at poste nogle penge i projektet. Den racer Jonas kører på har en samlet værdi af lige omkring 70.000. Derfor er vi glade for Jonas' personlige sponsor P.0 Auto. Det koster mange penge at køre på en god cykel," siger Christian Poulsen.
Drømmen
Den 16-årige håber, at OL er hans store chance for at komme videre med karrieren:
"OL er god for min fremtidige karriere. Det ultimative ville være at kunne få lov til at køre Tour d' France, men jeg ved også, at det kræver alt, hvad jeg har i mig. Det kræver viljestyrke, tålmodighed og at jeg opretholder mit talent på cyklen," siger OL-rytteren.