HGF Fodbold skal på grund af ekspansion have helt ny struktur
Bestyrelsen i HGF Fodbold har i lang tid arbejdet med at lave en ny organisering. Nu er man klar til at præsentere den.
Fodboldbestyrelsen i HGF har arbejdet med at få en ny struktur på plads og finder nu, det er tid til at indbyde til møde i klubhuset lørdag 27. februar kl. 11-13, hvor bestyrelsen vil fremlægge resultatet af sit arbejde.
"Arbejdet med en ny struktur har haft høj prioritet og har været meget nødvendig, eftersom fodboldafdelingen gennem de senere år er vokset kraftigt og i dag har over 450 medlemmer. Derudover består afdelingen af rigtig mange trænere/holdledere og frivillige, som får det hele til at nå sammen," siger fodboldformand Per Hausmann.
Der vil være mulighed for at tage en snak med bestyrelsens medlemmer og høre nærmere om de enkelte opgaver under hvert af de seks hovedområder, som fodboldafdelingen fremover vil være delt op i.