Håndboldafdelingen i IF Midtdjurs tæt på ny struktur
En bestyrelse bestående af en formand, en kasserer og en sportschef skal fremover gøre det ud for bestyrelsen i håndboldafdelingen i IF Midtdjurs, hvis medlemmerne på generalforsamlingen onsdag 24. februar siger ja til en ny ledelsesstruktur.
Den siddende bestyrelse vil fremlægge og gøre rede for den ny struktur, før den egentlige generalforsamling begynder, fordi medlemmernes stillingtagen naturligvis får konsekvenser for det videre forløb.
Kompetencegrupper
I et forsøg på at engagere ældre medlemmer og ikke mindst forældrene til klubbens ungdomsspillere lægger den ny struktur op til, at der skal være en række såkaldte kompetencegrupper, der skal klare de opgaver som en hverdag i en håndboldklub er så rig på. I oplæget nævner bestyrelsen følgende hovedområder: cafeteria - socialt klubliv - sponsorgruppe - sportsudvalg - turnering/stævneudvalg.
Grupperne refererer til ledelsen og skal have et nik herfra hver gang, de søsætter en idé eller et projekt, der har afgørende økonomisk betydning, men ellers er det meningen, at grupperne har frie hænder til at udføre deres arbejde.
Mangler to til bestyrelsen
Fra den nuværende bestyrelse er det kun formand Niels Broni, der har meldt ud, at han godt vil fortsætte - enten som formand eller kasserer. Anette Broni vil gerne være tovholder i en af kompetencegrupperne, medens Kirsten Nielsen og Marc Enøe vil bruge tiden på trænergerningen og deres eget håndboldspil. Næstformand Morten Jacobsen er endnu ikke afklaret.
"Jeg ved godt, det er sagt mange gange før, men jeg appellerer denne gang virkelig til, at der er medlemmer og forældre som vil påtage sig en opgave i enten bestyrelsen eller en af grupperne," lyder det fra Niels Broni, der personligt har været i kontakt med mange medlemmer og forældre i den seneste tid.
"Jeg vil ikke sige, at jeg har fået overvældende respons, men den ny struktur indebærer, at det ikke længere skal være Tordenskjolds soldater, der driver håndboldafdelingen, så jeg håber, at mange vil byde sig til."
Økonomien i bedring
Håndboldafdelingens betændte økonomi er i bedring. Et underskud i størrelsesordenen 13 - 14.000 kroner i 2009 er faktisk et udtryk for, at afdelingen både har skåret i udgifterne og hævet indtægtsgrundlaget. Særligt har det givet pote at sætte sponsorarbejdet i system.
Håndboldafdelingen har også en solid stødpude i form af en egenkapital på ca. 90.000 kr.
"Vi skal i løbet af de kommende to år have skabt det grundlag, der gør, at håndboldafdelingens økonomi kan hvile i sig selv," siger Niels Broni.
Ikke mindst set i lyset af, at håndbolden mister den nuværende årlige indtægt fra driften af Midtdjurshallens cafeteria, ca. 30-40.000 kroner, når/hvis IF Midtdjurs bliver enige med Syddjurs Kommune om at overtage ansvaret for den kommunale hal, der hermed omdannes til en selvejende institution.