Bueskydning ramte plet
Kan det lade sig gøre at få gang i bue og pil i Vellev? Har Robin Hood levet forgæves? Nej, det har han ikke efter tilstrømningen til præsentationen af bueskydningens ædle kunst i lørdags at dømme.
Bueskydning i Vellev blev indviet med et stort åbent hus-arrangement, som gik over al forventning med 60 fremmødte. 25 har allerede meldt sig ind i klubben og flere er på vej.
Trængsel i skolen
I lørdags var der trængsel på Vellev Skole, hvor idrætsforeningen med Kim Hammershøj i spidsen havde arrangeret bueskydning.
Bueskydningen blev forevist af et par dygtige instruktører, som kommer fra Bjerringbro Buelaug, og de vil hjælpe fremover, hvor der vil være bueskydning i Vellev lørdage mellem kl. 10-12. Nåede du ikke forbi forleden, så kik forbi en lørdag. I starten er det gratis.
Til åbningen var der også besøg af en repræsentant fra Dansk
Bueskydningsforbund, Bjarne Strandby, som så, at det gik til som det skulle, og han var tilfreds med, hvad han så. Dagens Robin Hood blev kåret, og titlen hos børnene gik til Frej Uldael. Hos de voksne vandt Villy Hjort.
”Det gik over al forventning, og heldigvis er der jo tradition for i Vellev, at der er stor opbakning til nye tiltag. Fremover bliver der behov for, at vi selv køber udstyr, men vi låner bue og pile af Bjerringbro Buelaug til at begynde med, men det skal nok gå,” siger Kim Hammershøj fra Vellev Idrætsforening.