Nyt nederlag til Øresund
Fredag aften tog Øresunds håndbolddamer i mod Ydun i damernes 1. division, og der var på forhånd ikke de store forventninger om point hos det nordsjællands mandskab der kæmper en hård kamp om at komme væk fra bunden af divisionen. Holdenes første indbyrdes opgør endte med et nederlag på 33-20 til Øresund, så man kunne roligt sige at det var op ad bakke, allerede før kampen.
Efter at lidt svag start fik Øresunds damer dog et rimeligt godt greb om kampen, og ved pausen var hjemmeholdet kun bagud med 11-13. I målet måtte en syg Gitte Müller lade sig udskifte i første halvleg, og dette gav debut til Charlotte Gorski som leverede en meget flot indsats.
I anden halvleg bevarede Ydun føringen indtil stillingen var 17-20. Her valgte træner Brian Stokholm atter at sætte en svækket Gitte Müller i mål, og det lykkedes Øresund at kæmpe sig op på 20-20.
Øresund havde herefter masser af tilbud på at hive point hjem i den svære kamp, men heldet var ikke med hjemmeholdet, og der blev brændt flere oplagte chancer både på kontra og på straffekast.
Det hele endte med et nyt nederlag, da kampen endte 24-27 til Ydun, og nu begynder det i bunden af divisionen at se lidt for spændende ud. Øresund ligger på 10. pladsen med 11 point, en plads der giver ret til at spille om en ny sæson i 1.division, men også Slagelse som ligger på 12. pladsen, som er en direkte nedrykningsplads, har 11 point.
Øresunds træner Brian Stokhom sagde efter kampen:
Vi var bedre end sidst vi mødte Ydun, og det var ikke mindst dejligt at se, at angrebsspillet fungerede, men lige nu er jeg simpelthen så skuffet", sagde Brian Stokholm,og skuffelsen stod tydeligt malet i trænerens ansigt.