Basketball-ligaen ramt af konkurs
Hørsholm 79ers basketballherrer vandt sportsligt over Randers i onsdags, og fredag morgen blev Randers en dræbende knockout af SKAT. Efter lange forhandlinger om en afvikling af Randers Cimbria´s skyldige beløb til SKAT, så valgte SKAT torsdag den 4. februar 2010 at indgive en konkursbegæring til skifteretten, hvilken skifteretten valgte at følge.
Randers Cimbria skriver på deres hjemmeside
" Vi havde håbet på, at vi via mobilisering af alle gode kræfter, fik tid til at tilvejebringe det akutte kapitalbehov der kunne danne udgangspunktet for klubbens videreførelse. Vi må nu blot konstatere, at vi desværre ikke mere aktivt nåede at afsøge mulighederne hos nuværende som nye sponsorer for at bidrage aktivt til at sikre klubbens videre eksistens."
"Randers Cimbria har efter længere tids forhandling med Skat, desværre ikke kunne nå til enighed om beregningsmetoderne for hvorledes vores nuværende udestående til Skat skal beregnes. Uenighederne og udeståendet drejer sig, uden at gå ind i en alt for detaljeret gennemgang, om bl.a. hvilke fradragsmuligheder der eksisterer omkring dobbelt husførelse for udenlandske spillere; momberegninger på sponsorater fra Sparekasser, skatteopkrævninger for samme beløb udsendt til såvel Randers Cimbria som spillere, samt efteranmeldelser af momsudeståender."
" Desuden har klubbens administrative indsats, der er baseret på frivilligt arbejde, såvel tidligere som nu været klart mangelfuld og vores muligheder for at lancere et modsvar til Skats påstande og detaljerede gennemgang af de seneste fem års regnskaber, har derfor også været utilstrækkelige. Vi har dog på det seneste anvendt ressourcer til såvel professionel advokat som revisionsbistand, men alligevel ikke været i stand til at få medhold i vore synspunkter."
"Vi håbede dog på, at regler der er accepteret af Skat i andre regioner af Danmark også ville blive accepteret lokalt og derfor kunne finde anvendelse af Randers Cimbria", fortæller bestyrelsen i Randers Combria.
Dansk Basketball Forbund informerer
Landets bedste basketballrække, Canal Digital Ligaen er inde i en meget positiv udvikling på både tilskuere og sponsorsiden, så det var med stor beklagelse, at Danmarks Basketball-Forbund torsdag modtog beskeden om konkursbegæringen af Randers Cimbria.
Torsdag eftermiddag blev Canal Digital Ligaklubben Randers Cimbria erklæret konkurs i skifteretten. Randers Cimbria har dog 14 dage til at erlægge det fulde beløb, og få trukket konkursen tilbage.
DBBF's bestyrelse afholdte i går aftes et hasteindkaldt bestyrelsesmøde for at give en hurtig afklaring på hvilke konsekvenser konkursen af Randers Cimbria betyder.
Konsekvenserne af konkursen er:
Turneringen:Eftersom klubben stadig kan afklare sin gæld, og dermed forsætte i ligaen, så forsætter ligaen som uændret i de næste 14 dage. Randers' mellemliggende kampe vil blive taberdømt 20-0, da de ikke har ret til at spille under en konkurs. jf. DBBF's turneringsreglement § 17.
Hvis Randers Cimbria ikke afklarer gælden i løbet af 14 dage, og dermed får tilbagetrukket konkursdekretet, vil Randers Cimbria med øjeblikkelig virkning blive placeret på Canal Digital Ligaens sidsteplads, og vil udgå af danmarksturneringen ved afslutningen på grundspillet.
De allerede spillede kampe med Randers Cimbria som den ene part vil blive nulstillet. Randers Cimbria noteres dermed for 0 kampe, 0 point og en pointscore på 0-0. jf. DBBF's turneringsreglement § 17 stk.1.
Turneringens nr. 9 går direkte til oprykningsspil med nr. 2 fra 1.division.
Randers Cimbrias hold i D-League vil ligeledes blive taget ud af turneringen.