Snevejret drillede skakklubben
Skanderborg Skakklub skulle i den forgangne uge have spillet fire kampe i holdturneringen, men det kraftige snevejr og dårlige føre bevirkede, at kampe måtte udsættes
Team Nordea Skanderborg Skakklubs førstedivisionshold havde en decideret offday, da holdet led et stort nederlag på 1½ - 6½ til Nordre Skakklub, Århus. Ganske vist er modstanderen tophold, men resultatet afspejler ikke det faktiske styrkeforhold. På papiret er de to klubber jævnbyrdige.
Skanderborgs point kom i hus ved remis til Klaus Berg, Jens Kjeldsen og Kai Munk. Trods det sløje resultat ligger Skanderborg på tredjepladsen blandt de otte hold i divisionen. Noget bedre gik det for Skanderborg Skakklubs fjerdehold, som spillede uafgjort 4 – 4 mod Vejlby Risskov. Vinderne var Jesper Dalberg, Anders Haarup og Jørgen Johansen, mens Kell Hansen og Jens Kr. Vigen spillede remis.