Michael Mørkøv fra Kokkedal og Alex Rasmussen maste al modstand

Den råstærke rytter fra Kokkedal Michael Mørkøv hev sejren hjem i det københavnske seksdagesløb sammen med spurtkanonen Alex Rasmussen

Artiklens øverste billede
Michael Mørkøv og Alex Rasmussen vandt 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena efter en forrygende finale.

Allerede inden forsvarsminister Søren Gade skød den sidste jagt i det københavnske seksdagesløb i gang med et bragende kanonskud, som også markerede afslutningen på vinterbanesæsonen, var der lagt op til en vanvittigt spændende finale.

Det formodet svageste af de førende par, det hollandske par nummer 12, Danny Stam/Peter Schep, lå i front, én omgang foran de tre øvrige par, alle med en vinderchance.

Det tyske par Robert Bartko/Iljo Keisse indtog andenpladsen og tørstede efter revanche, fordi par nummer 7, Rasmussen/Mørkøv på tredjepladsen, havde slået tyskerne på deres hjemmebane i allersidste spurt på målstregen, foran 13.000 måbende og pludselig meget tavse tyske tilskuere.

Som klistret fast med fælglim lå det schweiziske par nummer 6 på hjul af 7'erne anført af den legendariske 41-årige supercykelrytter Brüno Risi, som med 61 seksdagessejre og syv verdensmesterskaber på bane denne aften kørte sin karrieres allersidste runder.

Afskedstale

Efter en følelsesladet afskedstale, som Michael Mørkøv holdt for sit store idol lige før finalejagtens start og som abdicerende konge af 'Det Blå Tog', ville den passionerede Risi give alt for at vinde sit absolut sidste cykelløb sammen med sin bomstærke makker, Franco Marvulli.

Den første halve time af finalen var det disse fire par, der fightede om førstepladsen, og nærmest som var det en tandem, de kørte på, skiftedes de til at gå i udbrud og tage omgange to og to.
Med en lille halv time tilbage af finalen begyndte det at knibe med kræfterne for det hollandske par Stam/Schep.

På trods af gentagne forsøg kunne de ganske enkelt ikke slå det rigtige hul ned til feltet og erobre den ekstra omgang, der skulle sikre dem sejren, og de udspillede dermed reelt deres rolle i løbet.

For par nummer 7 betød det et par mindre at koncentrere sig om, før de drønede ud på sæsonens sidste hektiske 40 omgange med spurt for hver 10. omgang og dobbelte point i sidste spurt.

Mørkøv får timet finalens fem sidste skift helt perfekt og sender Rasmussen flot af sted, mens tyskerne kikser og først får skiftet en halv omgang før stregen. Rasmussen vinder spurten suverænt og sender dermed et kraftigt signal til hele feltet om, at 7'erne har styr på løbet.

Stillingen er nu nervepirrende tæt: Tyskerne forrest, skarpt forfulgt af Risi/Marvulli og med par nummer 7 kun en halvflad ringbredde efter på 3. pladsen og med få point mellem parrene.

Med 32 omgange igen kommer Risi ud af svinget som skudt ud af en kanon for at sikre sig de 10 point i fjerdesidste spurt, men en flyvende Mørkøv sætter trumf på, suser lige forbi og tager de 10 point for næsen af sin barndomshelt Brüno Risi. Det var tronskiftet på vinterbanerne, man her bevidnede.

Med 29 omgange og tre spurter tilbage stod 7'erne og tyskerne á point. Skulle det virkelig lykkes for tyskerne at tage hævn og få deres revanche på danskernes hjemmebane?

Det der ikke måtte ske

Så skete det, der næsten ikke måtte ske: Iljo Keisse vinder tredjesidste spurt foran ellers altid hurtige Rasmussen, og tyskerne tager dermed téten med fire points forspring til 7'erne.

I en afslutning, der er en VM-sprinterfinale værdig, kører Keisse & Rasmussen næstsidste spurt skulder ved skulder, som var de to sumobrydere i clinch, men Rasmussen trækker det længste strå, får de 10 point og sender 7'erne i front før den afgørende spurt.

Der mangler altså blot få omgange og en perfekt timet slutspurt, for at par nummer 7 kan sikre sig sejren for andet år i træk, og nu er det kun uheld, styrt eller tyskerne, som kan spolere 7'ernes vinderchance.

De allersidste omgange af finalen køres, som var den iscenesat af selveste Alfred Hitchcock, og der skrues helt op for både spændingen og gashåndtaget, da feltet tordner rundt på træovalen i Ballerup med 60 kilometer i timen.

7'erne udfører sidste skift på smukkeste vis, og Mørkøv får skudt Rasmussen af sted mod løbets afgørende spurt, siddende i Keisses baghjul.
Med uimodståelig kraft vinder han ind meter for meter på finalens allersidste omgang og får til slut presset sin cykel foran tyskerens og vinder med et kvart hjul på målstregen.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.