Skanderborgs fynske svigt
Efter to sejre blev det til et stort nederlag i 1. divisons-opgøret i Faaborg
Faaborg-Skanderborg 27-20 (18-10)
Håndbold 1. division mænd.
Skanderborg kom hurtigt ned på jorden igen efter den flotte sejr over Stoholm. Efter en meget svag indsats i de første 30 minutter af kampen mod Faaborg, tabte Skanderborg med syv overskydende mål.
Skanderborg manglede Mattias Suhr, som havde karantæne, og Chresten Jørgensen, som var svækket af sygdom.
Skanderborg var slet ikke klar fra kampens start, og efter to minutters spil, var holdet bagud med 0-3. Christian Køhler reducerede til 2-3 med to scoringer, og i det første kvarter af kampen var Skanderborg med og kun bagud med 7-8. Så knækkede holdet helt sammen i 10 minutter. Fejlafleveringer og dårligt returløb resulterede i, at Skanderborg kom bagud med 7-14 på seks Faaborg scoringer på stribe, og holdet kom aldrig med mere i søndagens opgør.
Intet hjalp
Efter pausen kom Nichlas Bruselius og Jakob Østerby på banen, men intet hjalp. Skanderborg scorede kun en gang i de første 8 minutter af 2. halvleg, og holdet kom bagud med 11-21.
Skanderborgs angrebsspil virkede slet ikke i søndagens kamp, og det var kun de to ynglingespillere Benjamin Jakobsen og Andreas Væver, som begge scorede tre gange, som scorede på alle deres afslutninger.
Skanderborg kom bagud med 16-27, før holdet med tre scoringer ved Benjamin Jakobsen og en af Kim Jørgensen, fik reduceret til slutresultatet 20-27.
Skanderborgs to målmænd Jakob Krupsdahl og Jonas Hansen stod begge en habil kamp.
Målscorere for Skanderborg: Benjamin Jakobsen 3, Andreas Væver 3, Jacob Troelsen 3, Ronnie Mathiasen 3, Christian Køhler 2, Jakob Østerby 2, Henrik Sloth 2, Jesper Tønder 1, Kim Jørgensen 1.
Stillinger undervejs: 3-0, 5-5, 8-7, 14-7, 15-9, 21-12, 23-15, 27-16.
Skanderborgs næste kamp er søndag i Morten Børup Hallen, hvor nummer to i divisionen, Midtjylland, kommer på besøg. Kampen begynder klokken 15.00.