Rungsted Cobras spillere kæmper videre
De økonomiske problemer i klubben vil ikke gå udover indsatsen på isen, forsikrer Cobras-spiller Thomas Johnsen
Spillere og ledere i Rungsted Cobras har på ingen måder mistet gejsten og viljen, og de økonomiske problemer kommer ikke til at påvirke indsats på isen, tværtimod fastslår Cobras-spiller Thomas Johnsen.
"Vi er alle, og jeg mener alle, indstillet på at give den en ekstra tand, og det sker allerede fredag aften, hvor Rødovre kommer på besøg i Hørsholm Skøjtehal. Vi skal gøre alt hvad vi kan på isen, så vores mange fans får en fantastisk kamp, en fight, underholdning på første klasse og så selvfølgelig også en sejr," siger han.
"Det er selvfølgelig en beklagelig situation, vi er havnet i, men den påvirker ikke spillere og ledere. Det ærgerlige er, at vi i år aldrig før har haft så mange sponsorer i klubben, vores tilskuertal er gået positivt frem. Det der bare er sket er, at vores indtægter per sponsorat er blevet betydeligt mindre, men jeg tror stadig på, at vi finder en løsning, det drejer sig jo trods alt om ishockeyens fremtid i kommunen. Skulle det hele falde til jorden, så kommer ishockeyen ikke tilbage på eliteniveau mere. Og tænk på at vi i den næste sæson vil kunne fejre klubbens 60 års fødselsdag, så selvfølgelig skal der findes en løsning, og det tror vi spillere også på, der bliver," slutter Thomas Johnsen.