Stor interesse for forenings-fitness i Lyseng
Infomøde gav godt 30 mulige instruktører
45 mennesker mødte op, da den nye forening Højbjerg-Lyseng Foreningsfitness i aftes torsdag 4. februar holdt informationsmøde i barakken ved svømmehallen på Lysengvej 4.
Formålet med mødet var at skaffe instruktører, og godt 30 interesserede meldte sig.
"Det er fantastisk, når vi kun skulle bruge 15-20", lyder det fra en glad formand, Else Najbjerg.
Alle de, der har meldt sig, vil få tilbud om at deltage i to workshops, hvor af den første finder sted torsdag 25. februar klokken 17. Stedet er endnu ikke fastlagt.
Her skal forholdene for medlemmer og instruktører drøftes. I det hele taget er den daglige drift af det foreningsbaserede træningscenter, som får til huse i det kommende Lyseng Idrætscenter, der i øjeblikket er under opførelse, til diskussion.
Ejerskab skal bredes ud
"Bestyrelsen har lavet et oplæg til, hvordan foreningen skal køre. Men det er meningen, at ejerskabet skal bredes ud", forklarer Else Najbjerg.
Bestyrelsen har sammen med konsulent Lars Kjær Johansen fra DIF/DGI (Danmarks Idræts-Forbund og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) fået lavet en handleplan for, hvordan foreningen skal køre, og hvilke tilbud den skal tilbyde medlemmerne.
Konsulenten var med til mødet torsdag aften, hvor han fortalte om de mange foreningsbaserede træningscentre, DIF/DGI har været med til at starte op.
Interesserede instruktører kan i øvrigt fortsat rette henvendelse til Else Najbjerg på telefon 26 58 13 80 eller på mail højbjerg-lyseng-infoforeningsfitness.dk. Der er også oprettet en Facebook-gruppe kaldet Fanklub for Højbjerg-Lyseng Foreningsfitness.
"Mange kvinder har meldt sig, men vi vil gerne have flere mænd", slutter Else Najbjerg.