Danmarks bedste bokser nogensinde besøgte Karlebo Bokseklub
Johnny Bredahl, i dag 41 år og tidligere verdensklasse bokser i Bantamvægt, besøgte i sidste uge Karlebo Bokseklub i deres træningslokale. Og Johnny var ikke bare kommet for at snakke. Træningen var knap i gang, før Johnny gik i ringe med nogle af de lokale boksere og det blev en lærerig lektion. Men også de helt unge knægte strålede som en sol, da Johnny hjalp klubbens træner Carsten Post med deres træning. Og var ingen tvivl om, at det fornemme besøg gav ekstra motivation.
Danmarks bedste fighter gennem tiderne
Johnny Bredahl har været den mest succesrige danske bokser gennem tiden, og er en af de absolut bedste boksere gennem tiderne i Danmark. Johnny er flere gange blevet kåret som Europa- og Verdensmester, og han nåede at kæmpe i alt 57 gange som professionel bokser, hvor han vandt de 55 gange, heraf de 26 på KO.
Jonny Bredahl hev følgende titler med hjem: WBA Verdensmester, IBO Verdensmester, WBO Verdensmester, IBC Verdensmester, WBU Verdensmester, EBU Europamester og EBA Europamester.
Johnny Bredahl stoppede første gang som professionel bokser den 13. marts 2004, men i 2006 vendte han i en kort periode tilbage i rampelyset. Desværre blev hans karrierer endelig stoppet i december 2006, da Johnny Bredahl blev overfaldet på Strøget i København en tidlig morgen. Johnny endte på Rigshospitalet, svært kvæstet med brud på kæben og knust kindben. Endnu den dag i dag er han stærkt påvirket både psykisk og fysisk af overfaldet, hvor to unge voldsmænd på 19 og 21 år, blandt andet trampede Johnny Bredahl i hovedet flere gange.
En dejlig knægt
Formand for Karlebo Bokseklub, Søren Rommelhoff, var også tilstedet i træningslokalet i Nivåhøj, og hans smil var ikke til at tage fejl af.
"Jeg er både glad og stolt over, at Johnny Bredahl kommer forbi og træner sammen med vores boksere. Både Carsten og jeg kender Johnny rigtig godt, og han er en rigtig dejlig knægt, en god kammerat, og så er han en fantastisk fighter. Han kan give vores boksere det sidste for at komme helt frem. Bare se da han gik i ringen, han analyserede omgående vores boksere, og gav dem besked om, hvad de skal arbejde videre med. Jeg håber, at Johnny vil komme lidt oftere i klubben, det ville kunne gøre en kæmpe forskel i vores arbejde," sagde Søren Rommelhoff, mens alle i træningslokale med næsten åben mund kiggede på Johnny Bredahl stillede op til fotografering med et af hans VM-bælter fra WBU.
Det største jeg har prøvet
"Det var det største jeg har prøvet, som bokser," udtalte Adnan Yassin sig efter træningen. "At sparre med en WBA champ er jo ikke alle der prøver det. Måden han bevæger sig på i en boksering er utroligt, hans venstre hånd er så hurtig og præcis at det er svært at flytte sig. Samtidig er der kontant afregning, når man ikke bevæger sig i ringen, som han vil have det."
Muhammed Khan supplerde Adnan: "Han er jo en elegant bokser som vi kan lære meget af, jeg har ekstra brug for at få nye impulser, da jeg er kommet op i et kamp antal, hvor det er dygtige boksere jeg møder hvert gang. Men det er dejligt med en klub, som har fokus på, at vi hele tiden skal udvikle os, både socialt og sportsligt."
"Nu kan drengene lige prøve at holde mit VM bælte, så ved de hvad vej de skal. De er et par gode talenter og nogle dejlige sportsfolk," sluttede Johnny Bredahl med et kæmpe smil, da dagens gerning som gæstetræner var slut.