Jeremiah White stopper i AGF, fordi skatten stiger
AGF og Jeremiah White er blevet enige om at ophæve amerikanerens kontrakt et halvt år før tid
Jeremiah White forlader AGF og dansk fodbold et halvt år før udløbet af sin kontrakt, fordi han ellers skulle til at betale langt mere i skat, oplyser AGF på klubbens hjemmeside. White har ligesom mange andre udenlandske professionelle sportsfolk været omfattet af den såkaldte forskerordning, hvor man kan nøjes med at betale 25 procent i skat, hvis man tjener mindst 63.800 kr. om måneden og ikke har arbejdet i Danmark i tre år forinden.
Ordningen gælder maksimalt i tre år, og da White blev ansat af AGF i starten af 2007, stod han efter nytår til en markant skattestigning, hvis han skulle fuldføre sin kontrakt med den århusianske superliga klub.
"Jeg har haft det godt i AGF, men på grund af en markant ændret skattesituation har jeg sammen med min familie fundet det bedst at søge nye græsgange," siger White til agffodbold.dk.
"Jeg vil komme til at savne mine holdkammerater - specielt Nando, som jeg har fået et stærkt venskab med, og som betyder meget for mig. Jeg har også fået mange venner i byen - blandt andet i min bibelstudiegruppe, og dem vil jeg også savne - ligesom AGF's fantastiske fans, der altid har støttet mig."
Ophævelsen af White's kontrakt er sket i enighed med klubben, der ligeledes udtrykker, at man vil komme til at savne spilleren.
"Jeremiah har sat et fint aftryk - ikke bare i AGF, men i hele SAS Ligaen. Han er en publikumsspiller, som vi vil komme til at savne, men når det er sagt, føler jeg, at vi er dækket godt ind på kantpositionerne. Efter nytår får vi glæde af Stephan Petersen, og derudover har vi blandt andre Jakob Poulsen, Benny Feilhaber og David Devdariani til at løfte opgaven," siger sportschef Brian Steen Nielsen.
27-årige Jeremiah White fik 93 kampe for AGF og lavede syv mål. Han siger til klubbens hjemmeside, at han har et par tilbud på hånden, men endnu ikke har besluttet sig for, hvor karrieren skal fortsætte.