Gartnerne løb med palmerne i firmarækken
Der var drama til sidste fløjt i Auning Idrætscenter, da Brix Cup søndag indledte sit to dages stævne med en turnering for Old Boys over 40 år med 12 hold og en firmaturnering med 20 hold.
I firmarækken var det de traditionelt stærke firmahold fra lokalområdet, som dystede til sidste sekund med holdet fra Gl. Estrup Gartneri 1 som vinder i finalen med en sejr i forlænget spilletid over holdet fra Djurslands Bank.
Dermed tog gartnerne med blandt andet Christian Dahl Andersen, Jonas Dahl Andersen, Daniel Nielsen og Danni Bjerre på holdet revanche for et nederlag til Djurslands Bank tidligere i turneringen.
Men finalespillet magede det således, at de to hold igen stod over for hinanden i finalen. Denne gang trak gartnerne det længste strå med en sejr på 4-3 efter forlænget spilletid efter at de 8 minutters ordinær spilletid var endt 3-3.
Bank til Djurslands Bank og Danske Bank
Gl. Estrup Gartneri 1 var ellers kun blevet nr. to i deres pulje og krydsede så i finalerunden over og mødte vinderne af pulje 6, L-tek 1 fra Nørager med blandt andet Kasper Fisker Jensen og Michael Jensen på holdet.
Det var en kamp, som med mange tilskuere fra både Nørager og Auning fik hallen til at koge. L-tek pressede på for at få udlignet en 2-1 føring, men gartnerne holdt stand og spillede sig dermed i finalen mod Djurslands Bank.
Djurslands Bank med Jeppe Friis i spidsen og med finalespillets eneste kvindelige spiller, Kirsten Fruerlund, måtte dog forlade banen som tabere med 4-3 efter en højspændt kamp.
L-tek 1 tog tredjepladsen med en stor sejr over Danske Bank.
Turnering for klub- og blandede hold hele mandag
Tolv hold kæmpede om sejren i Old Boys-rækken og her blev vinderen Djurslands Bank med en finalesejr over Sport1, Rønde med sportshandleren himself, Claus Tikær, på holdet.
Djurslands Bank stillede med kendte navne som Morten Pedersen, Ole Pedersen, Thomas Nikolajsen, Leif "Lunte" Nielsen og Thomas Hviid på holdet.
Brix Cup fortsætter hele mandagen med turneringen for klub/blandede hold og der meldes om mange spændende spillere på halgulvet. Således venter man at se et hold fra Randers med blandt andet Søren Berg, Chris Sørensen, Svenne Poulsen og Søren Pedersen på gulvet. Også andre superliga- og divisionsspillere forventes at lufte dyre fodboldben.
Finalerunden begynder ifølge programmet kl. 18.32 og finalen forventes spillet mandag aften kl. 21.44.