ÅHG spillede uafgjort mod Søften GF fra 2. division
"Vi spillede 31
–
31 i en rigtig god håndboldkamp," lyder det fra cheftræner Torben de Place, da Aastrup/Hammelev - Grenaa (ÅHG), tophold i Jyllandsserien for Herrer, forleden spillede 3x25 minutter træningskamp i Søften-hallen mod hjemmeholdet, der til daglig spiller i 2. division.
"Især i den første og tredje periode var der fuld skrue med et direkte angrebsspil, som ikke mindst Andreas Kristensen, Mikkel Juul og Morten Pedersen dominerede med gode afslutninger fra distancen," roser Torben de Place.
ÅHG kom foran 12-6 og kunne gå til pause med en føring på 16-13 efter en periode, hvor begge målmænd, Benjamin Huss og Jens Olsen, var i topklasse, ligesom forsvaret holdt en høj standard.
"I anden periode havde bagkæden ikke det samme direkte spil. Det betød, at Søften brød os for let og sikrede sig for mange lette mål, så vores målmænd blev skudt ned," fortæller Torben de Place.
Stærk Sander
ÅHGs Carsten Sander, der normalt agerer "krigsminister" i midteraksen i forsvaret sammen med Alf Sørensen, spillede en flot kamp i begge ender af banen.
Sander scorede således seks mål, fordelt på både kontrascoringer og mål scoret i stationært spil.
Den brølstærke Sander kunne også matche hjemmeholdets skytter, når han dækkede op, og han leverede i det hele taget, ifølge Torben de Place, en unik præstation, der lover godt for forårets kampe.
God tredje periode
"Inden tredje periode fik vi fået snakket tingene igennem i pausen, og Morten P. og Andreas spillede igen mod mål i højt tempo. Sammen med Mikkel Juhl og Jacob Wiil fik vi det organiserede spil op at køre igen. Forsvaret stod igen rigtigt, og Benjamin præsterede den ene klasseredning efter den anden og med kun fem minutter igen førte vi 29
–
25. Desværre kostede 2 straffekast, som blev fulgt op med 2 udvisninger, os sejren, og Søften kunne lukke hullet til sidst med en udligning til 31- 31," fortæller Torben de Place, der sender sit hold på banen igen i Åstruphallen søndag 3. januar i en ny træningskamp.
Morten Pedersen blev topscorer med 10 mål i kampen i Søften. Mikkel Juhl blev noteret for 7 scoringer, Carsten Sander 6 og Andreas Kristensen 5.