Seriefodbold: Mega øretæve til Kolind/Perstrup IF hos Imperatore i Dronningborg B
Kolind/Perstrup IF blev i Serie 1 opgør kørt over med 8-1 af Dronningborg B med Luca Imperatore Sørensen som spillende assistenttræner
Oprykkerne fra Kolind/Perstrup IF har fået en hård start i Serie 1, og lørdag eftermiddag gik det helt galt, da de orange fra Kolind var taget til Randers for at møde Dronningborg B, som har den tidligere Kolinddreng Luca Imperatore Sørensen som spillende assistenttræner.
Og Luca Imperatore Sørensen med en fodboldfortid i KPI, IFM, Randers FC og siden Dronningborg B gav sine gamle bysboer en hård medfart, for spillerne fra Kolind og træner Thomas Zacher Sørensen løb ind i en næsten historisk stor øretæve, da holdet tabte med 8-1 til Dronningborg B efter at have været bagud med 3-1 ved pausen.
”Spillerne hang med hovedet og var frustrerede efter kampen. Ingenting lykkedes for os, og der var ikke sammenhæng i noget. Det var skidt. Det er ok at tabe en fodboldkamp, men det her var helt håbløst,” siger Thomas Zacher Sørensen efter ydmygelsen på Dronningborg Stadion.
”Vi var bagud med 4-1 efter en time, og da skulle vi have sat en prop i, men i stedet scorede Dronningborg B tre mål mere, og så endte vi med at lave et selvmål til slutstillingen 8-1.”
”Men vi må endnu engang konstatere, at der er et kæmpespring fra Serie 2 til Serie 1, og der er ingen dårlige spillere på holdene i Serie 1,” siger Thomas Zacher Sørensen.
Kolind/Perstrup IF var også sidste efterår en tur i Serie 1, men rykkede ud efter en enkelt sæson efter at holdet havde været plaget af mange skader.
Sebastian Konrad udlignede til 1-1
Kolind/Perstrup IF måtte til kampen mod Dronningborg B se bort fra de skadede spillere Rasmus Bisgaard Hansen, Rasmus Møller og Nickolaj ”Myre” Martinsen, men stillede med et ok hold med en blanding af unge og rutinerede spillere.
”Vi kom da også nogenlunde i gang og holdt dem fra at score i starten. Dronningborg B havde overtaget, men vi kæmpede godt imod,” fortæller Thomas Zacher Sørensen.
Men efter små tyve minutter kom hjemmeholdet foran på et drømmehug, da bolden blev sparket op i krogen på et langskud uden for feltet.
”Vi havde mindre tilløb til chancer, men holdt godt ved og kom med igen, da Sebastian Konrad i det 34. minut udlignede til 1-1, da han kom højest på et indlæg fra Magnus Bisgaard i rummet mellem målmand og forsvar. Mikkel Stær fik et gult kort og måtte ud i ti minutter, men vi var fuldtallige igen, da gæsterne i slutningen af halvlegen scorede to hurtige mål til pausestillingen 3-1,” fortæller Thomas Zacher Sørensen.
”Spillerne var ramt i pausen, men vi var enige om at gå ud og få en hurtig reducering, så vi kunne få åbnet kampen igen. Men vi fik ikke lagt et pres og kom ikke til nogen chancer, så da Dronningborg B efter et kvarter scorede til 4-1, så slukkede spillerne og mistede den sidste energi.”
I det sidste kvarter fik hjemmeholdet tre må mere, hvoraf det sidste var et selvmål, da den unge midterforsvarer Nicolai Christensen forsøgte at cleare en bold.
Tre kampe på hjemmebane på en uge
”Nu skal vi have knækket koden og have nogle point på kontoen for at vi kan være med inden vi går i gang med den anden halvdel af turneringen,” siger træner Thomas Zacher Sørensen efter at Kolind/Perstrup IF havde indledt efterårssæsonen med to beskedne nederlag til Vivild IF og Kristrup B inden lussingen i Dronningborg.
Thomas Zacher Sørensen har nu en uge med to træningsaftner til at banke noget humør og selvtillid i spillerne inden en hård uge med tre kampe på hjemmebane.
Lørdag 1. september møder Kolind/Perstrup IF på Kolind Park Helsted Fremad IF inden IFSK (Idrætsforeningen Statskundskab) kommer på besøg tirsdag 4. september og DGL 2000 Aarhus fredag aften 8. september.
”Nu har vi to træningspas til at komme tilbage på sporet, og så håber vi på en lidt bredere trup, når spillere som Rasmus Bisgaard Hansen, Rasmus Møller, Kasper Holm Hansen, Nickolaj ”Myre” Martinsen og Rasmus Meyland er med igen,” siger Thomas Zacher Sørensen.