Aarhus Sprint’n’Jump bliver det største stævne nogensinde på dansk grund
Atletikkens World Indoor Tour kommer snart til Aarhus, hvor man kan opleve eliten på nærmeste hold.
Onsdag den 25. januar slår Aarhus 1900 Atletik og Løb på Havreballe Skovvej dørene op til atletik i verdensklasse, når startskuddet til anden udgave af Aarhus Sprint’n’Jump lyder.
Det skriver Aarhus 1900 Atletik og Løb i en pressemeddelelse.
Ifølge arrangøren er der lagt op til en aften med spændende konkurrencer på internationalt niveau i disciplinerne 60 meter, 60 meter hæk, længdespring og trespring.
Som noget nyt er Aarhus Sprint’n’Jump i år klassificeret som et såkaldt bronze-label stævne og dermed er stævnet det højest klassificerede indendørsstævne på dansk grund nogensinde. Klassificeringen har stor betydning for ranglistepoint - som udgør kvalifikationsgrundlaget til indendørs EM i Istanbul senere på året - og på verdensplan er Aarhus Sprint’n’Jump et af kun 18 indendørsstævner, der er klassificeret som bronze-label.
Blandt de sportslige højdepunkter kan tilskuerne blandt andet se frem til en stjernespækket 60 meter for mænd.
Her sigter lokale Kojo Musah fra Aarhus 1900 Atletik og Løb efter sejren i sit comeback efter en længere skadespause.
Dog får han hård modstand fra hele otte andre nationale mestre - heriblandt sidste års vinder finske Samuli Samuelsson, sidste års nummer 4 til VM estiske Karl Erik Nazarov og den britiske mester Adam Thomas.
Hos kvinderne skal EM-bronzevinder Ida Karstoft fra Sparta forsøge at gentage triumfen fra sidste års udgave, i et felt der også indeholder Mathilde U. Kramer fra Aarhus 1900 og Astrid Glenner-Frandsen fra Sparta, og dermed er de tre hurtigste danske kvinder nogensinde på distancen samlet.
På kvindernes 60 meter hæk, forsøger Mette Graversgaard fra Aarhus 1900 at tage revanche mod irske Sarah Lavin fra sidste års EM-finale i München, hvor Lavin tog femtepladsen lige foran Graversgaard på sjettepladsen. Graversgaard er allerede kvalificeret til indendørs EM, men hun jagter drømmegrænsen på 8 sekunder, hvor hendes personlig danske rekord er 8,02 sekunder.
Også i sandgraven er der lagt op til konkurrencer med lokale navne. Trespringer Janne Nielsen, indehaver den danske rekord på 13,99 meter, jagter sit første 14 meter-spring. Hun udfordres af italienske Ottavia Cestonaro, som har en personlig rekord på 14,22 meter.
I mændenes længdespring er Kasper Larsen fra Aarhus 1900, der er dansk mester udendørs 2022, tilbage på tilløbsbanen efter et skadesplaget 2022. Her må sejren dog forventes at gå til tyske Fabian Heinle, serbiske Strahinja Jovancevic eller danske Sebastian Pedersen fra Sparta.
Derudover venter andre dyster i 60 meter paraatletik, 60 meter hæk for mænd, længdespring for kvinder, 60 meter framerunning og 60 meter for ungdomsatleter.
Der er stævnestart klokken 16.15, og hovedprogrammet begynder klokken 17.15.
Læs mere om stævnet her.
ksa