Skolefodbold: Tidligt mål bag Rønde Skoles exit i kredsfinale
Rønde Skole kom bagud i kampens første minut og var fysisk underlegne i 2-0 nederlag på udebane til Hovedgård Skole i kredsfinalen i Ekstra Bladet Skolefodbold
Røndes Skoles fodboldeufori fik en ende mandag formiddag på en tung og våd græsbane i Hovedgård, da de lokale fodbolddrenge efter seks sejre tabte kredsfinalen i verdens største skolefodboldturnering med 2-0 til holdet fra Hovedgård Skole.
Et mål til hjemmeholdet allerede i kampens første minut gjorde det rigtig svært for et fysisk underlegent hold fra Rønde Skole i Ekstra Bladet Skolefodbold, og da hjemmeholdet scorede endnu en gang på en kontra til 2-0 med ti minutter igen, stod det klart, at det var eleverne fra Hovedgård Skole, som henover en lang vinter kan glæde sig til nye fodboldoplevelser frem til foråret, hvor holdene fra hele landet mødes i kvartfinalerne i den populære og mere end 50 år gamle turnering for skolehold.
”Spillerne var selvfølgelig skuffede efter nederlaget, men da vi fik rystet skuffelsen af os, var vi enige om, at det havde været en sjov og flot oplevelse af være med så langt frem i turneringen. Vi var enige om, at vi vender tilbage igen til næste år. Og med kun to elever fra 9. klasse på holdet kan vi sandsynligvis mønstre et stærkt hold til næste år med en stamme af spillere fra det TRIF hold, som lørdag ved at vinde deres sidste kamp mod Viborg Eastside kan rykke op i landets bedste række Liga 1,” siger lærer Claus Svenningsen fra Rønde Skole.
En rigtig skidt start for Rønde Skole
Rønde Skole havde lejet en bus til spillerne og havde taget skolens pigehold, som røg ud af turneringen i tredje runde med et 4-0 nederlag til Marienhoffskolen fra Ryomgård efter først at have vundet over Molsskolen og Rønde Privatskole, med til Hovedgård som support.
Pigerne fra Rønde skulle bakke op om drengene på banen som heppekor, men de stod ikke blot over for en overmagt at larmende elever fra Hovedgård Skole. Der var nemlig også modstand på banen fra første fløjt, da Rønde Skole kom bagud inden der var gået et minut.
”Hovedgård Skole fik et frispark på midten af vores banehalvdel og lagde bolden ind i rummet mellem målmand og forsvar. Vi fik ikke clearet bolden ordentligt og så blev bolden sparket i mål i to forsøg,” fortæller Claus Svenningsen.
Kampen blev spillet på en rigtig efterårsbane på et tungt og vådt græsunderlag, og det var ikke til Røndespillernes fordel, som er vant til at spille på kunstgræsbanen PR Park.
Rønde Skole ramt af to udvisninger
”Vi havde svært ved at sætte vores spil op og vores modstander var bedst til at håndtere forholdene. Kampen bølgede frem og tilbage med meget duelspil og her havde hjemmeholdet mere fysik at byde ind med. Deres defensiv stod godt og deres spillere var lige så hurtige som vores spillere,” fortæller Claus Svenningsen.
”Vi prøvede at få et overtag, men blev i 2. halvleg ramt af to ti minutters udvisninger, så vi spillede i undertal i tyve minutter af halvlegens tredive minutter. Det betød også, at vi havde svært ved at satse, og Hovedgård Skole scorede da også holdets mål til 2-0 på en kontra ti minutter før tid.”
Med nederlaget sluttede efterårets fodboldeventyr i kredsfinalen, men Rønde Skole er klar igen til næste år.
”Det har været en sjov periode, mens turneringen har stået på, og hele skolen har levet med i det,” slutter Claus Svenningsen.
Midtbanespilleren Mathias Sauer, som spiller på Silkeborg IF’s U15 elitehold, blev holdets topscorer med ti mål. Angriberen Christian Lynnerup scorede syv mål i turneringen og fik fidusbamsen i den sidste kamp mod Hovedgård Skole.