Seriefodbold: Lokalopgør uden nerve, da Midtdjurs og Mørke lukkede og slukkede
Der var kun æren at spille for, da IF Midtdjurs og Mørke IF delte pointene i 1-1 kamp uden den store intensitet
Med en 8-0 lussing og et regulært kollaps mod Auning IF forrige søndag var der mest æren at spille for, da Mørke IF lørdag eftermiddag stillede op på Ryomgård Stadion.
Det blev en alt i alt ligegyldig kamp, som endte 1-1, for Mørke IF havde allerede indløst billetten ned i Serie 4, mens IF Midtdjurs på en god slutspurt med tre sejre i streg havde sikret sin forbliven i Serie 3.
Mørke IF træner Tonni Kristensen havde inviteret sine spillere på morgenmad efterfulgt af to timers paintball i Aarhus. Det skete i en lejet bus og efter kampen havde holdet en afslutning, som varede til den lyse morgen.
”Jeg sagde, at nu måtte folk vise sig som mandfolk og få sluttet sæsonen godt af,” siger Tonni Kristensen, som mente, at hans hold havde fortjent at vinde kampen.
”Det var en kamp med en halvleg til hvert hold. Vi sad på det hele i 1. halvleg og kom foran efter en halv times tid, og i 2. halvleg fik Mørke IF overtaget. De udlignende rimeligt hurtigt, men blev så ikke farlige mere,” mener IF Midtdjurs’ holdleder Klaus Fanø.
Mikkel Fanø tilbage som IFM’s anfører
IF Midtdjurs stillede op uden profiler som Emil Ring Kristensen, Anel Alagic og Arkii Malik, men havde til gengæld fået holdets anfører Mikkel Fanø tilbage på den offensive midtbane. Unge Fanø havde brækket en knogle i armen til træning for godt fire uger siden, og kunne derfor ikke være med i de altafgørende kampe for at undgå nedrykning.
Men det klarede holdkammeraterne med tre sejre, og så kunne Mikkel Fanø med skinne på armen være med til at lukke efteråret ned i 1-1 kampen mod Mørke.
IF Midtdjurs kom foran i det 29. minut ved Rune Bach, som scorede med et fladt skud i det lange hjørne.
”I 2. halvleg satte vi Mikkel Fanø helt frem for at udnytte hans rappe fødder. Han havde en stor mulighed, da han headede en bold bagom sig selv og en Mørke forsvarer og spurtede udenom og klappede til den, men afslutningen susede lige forbi målet. Mørke IF havde 4-5 muligheder, men de sag lige på vores målmand Troels Gudumlund. De var ikke særlig effektive, og kampen sluttede stille og roligt,” fortæller Klaus Fanø.
IF Midtdjurs træner nu en gang om ugen på klubbens nye kunstgræsbane frem til jul.
”Jeg forventer, at Jesper Bager og Frank Dichmann fortsætter som trænere for seniorholdene, og at jeg fortsætter som holdleder,” siger Klaus Fanø.
Tonni Kristensen overvejer forlængelse
”Det var en ikke så velspillet 1. halvleg, hvor der var mange fejlafleveringer fra begges sider. IF Midtdjurs kom foran efter en halv time, hvor vi ikke fik dækket en bold ved bagstolpen, som blev skudt fladt i mål i det lang hjørne. Vi strammede os op efter målet for at få et mål inden halvleg, men Marc Poulsen skød desværre forbi, da han driblede sig fri efter en flot solotur,” fortæller Tonni Kristensen.
”I 2. halvleg udlignende vi allerede efter tre minutter, da Simon Toft fik en friløber, som han scorede sikkert på til 1-1. Lidt efter fik han en kæmpe chance mere, men valgte at hamre til den og skød forbi. Vi forsatte med at komme over kanterne og Payam Moradi fik en stor chance, men skød på indersiden. Vi havde vel små 10 skud på mål og fem hovedstød på målmanden, men set over hele sæsonen, så har det været vores problem, at vi ikke har scoret på vores chancer. Ærgerligt, at vi ikke vinder sådan en kamp, hvor vi især i 2. halvleg var gode og kom flot over kanterne,” siger Tonni Kristensen.
Kampens spiller blev Emil Anker, som stoppede meget af IF Midtdjurs’ opspil, og fidus’en gik til Simon Toft.
”Til afslutningen sagde jeg, at nu har folk at stå sammen og blive i klubben og sørge for at få en god sæson i 2019,” siger Tonni Kristensen, som overvejer et tilbud om en forlængelse på trænerposten.
Årets spiller i klubben, valgt af træneren, blev Payam Moradi. Fidus’en gik til Asker Skytte.
Holdet stemte også, og her blev Morten Rasmussen årets spiller, fidus’en gik til Simon Toft og humørpokalen gik til Rasmus Münster.