Seriefodbold: Debut til Brazil-keeper i Grenaa IF sejr efter eksplosiv start
De to første angreb gav mål i hver ende, da Grenaa IF vandt med 3-1 over Skødstrup SF med Brazil-målmandstræner Leonardo Magnaguagno mellem stængerne
Grenaa IF holder trit med topholdet Hadsten SK i Serie 2 efter i en kamp med en hæsblæsende indledning at have slået Skødstrup SF med 3-1.
Inden for de første minutter af kampen, som var et topopgør mellem rækkens nr. 2 og nr. 3, blev der scoret tre mål. Efter et lille kvarter var kampens fire mål blevet scoret.
”Der blev ikke scoret mere, men der var masser af chancer, og i 1. halvleg ramte vi blandt andet overliggeren og Mathias Fruensgaard havde et godt hovedstød,. Vi havde flere gode chancer og kunne godt have tænkt os yderligere en scoring for at lukke kampen,” siger Grenaa IF’s cheftræner Gary Taylor.
For Grenaa IF-træneren var det en weekend med store udfordringer med at stille hold.
”For første gang var der ingen spillere med fra FC Djurslands trup, og der var afbud fra rutinerede spillere som Rasmus Wetche og Joachim Gotfred, som ofte hjælper os. Men det lykkedes at få Adriel Chris Munanira med, selvom han kom lidt senere, fordi han var ude at dømme en kamp, og så spillede Simon Sørensen en hel kamp,” fortæller Gary Taylor.
En særlig udfordring var der dog på målmandsposten, hvor holdets unge målmand Robin Bossen Arvid er med på Brazil Football Colleges studietur til Brasilien. Tidligere har Adriel Chris Munanira vikarieret, men han kunne ikke være med fra kampstart.
”Så vi gav debut til Leonardo Magnaguagno, som er målmandstræner på Brazil Football College. Han har tidligere spillet på vores Serie 5-hold, men han er en rutineret målmand midt i 30’erne, som har spillet på højt niveau i Brasilien. Han gjorde det rigtig godt og blev kåret til Kampens spiller,” fortæller Gary Taylor.
To mål af Sune Sørensen
Kampen fik en højeksplosiv start, for Skødstrup SF fik et straffespark i det allerførste angreb.
”Bolden blev spillet ind i vores felt på det første angreb, og så blev en spiller ramt på vej ud af feltet, så der helt korrekt blev dømt straffespark efter bare et halvt minut. Det scorede Skødstrup SF på uden chance for Leonardo,” fortæller Gary Taylor.
”Så blev bolden givet op, og vi spillede den frem med hurtige kombinationer. Mathias Fruensgaard sendte en stikning ind i feltet, som Sune Sørensen slap igennem på og scorede til udligning efter halvandet minut.”
Grenaa IF kom foran efter 5-6 minutter, da Martin Westmark Hansen sendte et fint hjørnespark ind i området ved den forreste stolpe, hvor Sune Sørensen kom løbende til og flugtede bolden op i nettaget til 2-1.
Efter et lille kvarter kom Grenaa IF yderligere foran, da Martin Westmark Hansen sendte et indlæg til Simon Sørensen, som lagde bolden af til Rasmus Møller, som resolut sparkede bolden i mål til 3-1.
”Derefter fandt kampen ligesom sit leje. Vi havde et overtag i en ellers jævnbyrdig kamp halvlegen ud,” siger Gary Taylor.
Taktisk oplæg smadret efter 20 sekunder
I pausen ændrede hjemmeholdet Skødstrup SF formation, og det gav dem et overtag.
’”Vi kom skævt ud til 2. halvleg, og vi blev presset i en gang tjubang/indianer fodbold. Efter 10 minutter fik hjemmeholdet et gult kort, og det betød, at vi kom bedre med. Men 2. halvleg foregik på Skødstrup SF’s præmisser. Vi var presset, men var giftige på kontrastød uden at få noget ud af det. Især de første ti minutter kom de med et tryk, men resten af tiden havde vi styr på dem og holdt føringen kampen ud,” siger Gary Taylor.
”Det var et godkendt resultat i en kamp med en vild start, hvor mit taktiske oplæg blev slået i stykker efter 20 sekunder, men hvor vi efter halvandet minut var tilbage ved start. Den debuterende målmand Leonardo blev valgt til kampens spiller, men stemmerne fordelte sig på mange spillere, for det var en rigtig holdindsats,” siger Gary Taylor.
Grenaa IF ligger i tabellen side om side med Hadsten SK, som efter ti kampe har et point mere. De to hold er sukket af fra de øvrige hold og mødes i en direkte duel 27. oktober i den næstsidste kamp på NMT-Byens Arena i Hadsten.
Søndag kl. 13.00 møder Grenaa IF på hjemmebanen HSM Arena bundproppen fra Randers Freja, som kun har hentet tre point i ti kampe og ikke har prøvet at vinde i denne sæson.