Danmarksserien: FC Djursland manglede skarphed i selvforskyldt nederlag til Holstebro
Et mål af Felipe Soares var ikke nok for FC Djursland, som brændte to kæmpechancer inden Holstebro B vendte kampen til en 3-1 sejr
Efter to kampe med et udbytte på fire point med en sejr over Vatanspor på 4-3 og 1-1 mod AaB kom FC Djursland ned på jorden igen, da holdet lørdag eftermiddag på egen bane på HSM Arena i Grenaa tabte med 3-1 til Holstebro B.
Men sådan behøvede det ikke at være gået, mener FC Djurslands cheftræner Robert Sørensen.
”Vi betaler dyre lærepenge, for det her var helt selvforskyldt. Vi førte med 1-0 ved halvleg, og vi havde to gigantiske chancer til at komme foran med 2-0 og 3-0 inden Holstebro B fik udlignet. Så den manglende skarphed blev dyr,” siger Robert Sørensen.
Holstebro B er et etableret Danmarksseriehold, der som ventet stillede med stor fysik. FC Djursland tog udfordringen op og stillede med en offensivt indstillet 3-1-4-2 formation med tre mand i forsvarskæden med den kun 19-årige Gustav Friis Overgaard i den midterste position og Emil Bjerre Busk og Casper Stylsvig Bæksted i hver side. Gustav Friis Overgaard kom i denne sæson til FC Djursland fra Randers FC U19 ligahold og har været skadet i opstarten, men er nu fit for fight og er ved at bide sig fast i startopstillingen. Holdets anfører Rasmus Brasch var efter et formdyk tilbage i startopstillingen og spillede på venstre kant for at give noget fysik fremad banen sammen med Søren Koch Østergaard på højre kant. Felipe Soares spillede 6’er positionen foran forsvaret, og foran ham på midtbanen spillede Rasmus Cramer og Kristian Alvarez Gertsen. Helt fremme skulle Kristian Kaagh og Nicolaj Jarsmer sørge for, at der kom mål i kassen.
Kom foran på en indøvet detalje
FC Djursland startede bedst og trykkede gæsterne helt i bund de første ti minutter.
Derefter overtog Holstebro B initiativet det næste kvarter, men set over hele kampen var det et jævnbyrdigt opgør.
FC Djursland kom foran i det 39. minut med 1-0 på en indøvet detalje, da Kristian Alvarez Gertsen sendte et hjørnespark indover, og ved den forreste stolpe vandt Kristian Kaagh duellen og snittede bolden videre mod den bagerste stolpe, hvor Rasmus Brasch og Felipe Soares løb frem i det bagerste rum.
”Felipe behøvede bare at sætte foden på. Det er dejligt, når noget man har øvet på træningsbanen, lykkes lige efter bogen,” siger Robert Sørensen.
Foran med 1-0 blev der i pausen justeret på det bagerste forsvar, hvor tremandsopstillingen gav Holstebro B mange løb omkring forsvaret.
Godt 20 minutter ind i halvlegen havde FC Djursland to med Robert Sørensens ord gigantiske chancer, da først Søren Koch Østergaard spille Kristian Kaagh fri i feltet. Kaagh afdriblede målmanden, men var ude af balance, da han afsluttede mod et tomt mål, så hans skud ikke blev hårdt nok, så en Holstebro-spiller i en heroisk forsvarsaktion nåede tilbage og reddede Kaaghs afslutning på målstregen. Lidt efter havde Rasmus Brasch en stor mulighed, som han ikke fik afsluttet på.
”Havde vi scoret på den ene eller begge chancer havde vi vundet kampen, for så havde spillet været på vores præmisser. I stedet for at vi var foran 2-0 eller 3-0 blev det i stedet 1-1, da Holstebro efter 57 minutter i et etableret opspil fik sat Casper Stylsvig Bæksted og bolden blev sparket knaldhårdt i mål fra kanten af feltet,” fortæller Robert Sørensen.
Lidt af en mundfuld venter på lørdag
Efter udligningen blev spillet på banen med Robert Sørensens ord en gang ”indianerfodbold” med lange bolde frem og tilbage, og den slags fodbold er ikke FC Djurslands favoritdisciplin.
Holstebro kom foran i det 78. minut, da bolden efter en omstilling blev spillet indover og en Holstebro-spiller fik afsluttet med et skud mod mål, som FC Djurslands målmand Anders Emil Hjort ikke fik en hård nok hånd på.
”Nu skulle vi ud og jagte en udligning og gik over til en 4-3-3 opstilling, men det var lige guf for Holstebro B, som er et rutineret hold og som nu stod rigtig godt på banen. Vi kæmpede, men fik ikke den mulighed, som kunne give os en 2-2 udligning. I stedet fik Holstebro øget til 3-1 i overtiden efter en omstilling, hvor Anders Emil Hjort ikke så helt heldig ud i målet på et skud, som gik under ham og i mål,” siger Robert Sørensen.
”Det var et selvforskyldt nederlag, for vi førte med 1-0, gjorde som aftalt og havde fået bragt Holstebro B ud af deres comfort zone. Vi havde chancen for at komme foran med 2-0, men skarpheden manglede i begge felter. Men der er en rigtig god tegning på holdet. Vi laver ikke længere så mange individuelle fejl, men skal arbejde på at være mere skarpe. Det var en holdpræstation, og hvis vi bliver ved med at performe som i de sidste 3-4 kampe, så ligger der flere point og venter på os,” siger Robert Sørensen.
Næste udfordring for FC Djursland er lørdag kl. 13, hvor topholdet VSK Århus venter på anlægget i Vejlby-Risskov. VSK Århus er i top tre i rækken og er nedrykker fra 2. Division, så der venter hajerne fra Djursland lidt af en mundfuld på lørdag.