Tidligere KPI spiller tæt på A-landsholdsdebut
Kasper Kempel, ungdomsspiller i KPI frem til U19-tiden, stiller op i rødt og hvidt onsdag aften i Slovakiet
Det bliver lidt af en once in a lifetime oplevelse for 24-årige Kasper Max Hedegaard Kempel, når han onsdag aften i rødt og hvidt løber på banen på stadion i Trnava, Slovakiet.
Kasper Kempel, der til daglig spiller 2. divisionsfodbold i Skovshoved, har en ungdomsfortid i Kolind-Perstrup med en enkelt afstikker til IF Midtdjurs.
Som U19 spiller skiftede han til AGF, hvor han spillede et par sæsoner, før den dygtige boldspiller indledte en længere odyssé som ungsenior til klubber som Aarhus Fremad, Skive IK, VSK Aarhus, BK Frem og slutteligt Skovshoved.
Kasper Kempel har sagt ja til at spille for det alternative landshold, der har taget over, fordi 'stjernerne' ikke er med på grund af den verserende konflikt med DBU.
Fortsætter konflikten er Kasper Kempel sandsynligvis også med i søndagens landskamp i UEFA Nations League B Gruppe 4 i Aarhus mellem Danmark og Wales.
Wales med en verdens bedste og hurtigste spillere, Real Madrid stjernen Gareth Bale.
Kasper Kempel er også en lynhurtig spiller med masser af tro på egne evner. Teknisk dygtig og med skarpe proptrækkerdriblinger.
Han bliver dermed den anden spiller i Kolind-Perstrup historien, der kommer til at stå opført som A-landsholdsspiller. Angriberen Lars Jakobsen (årgang 1961) var den første. Han opnåede 4 A-landskampe og to Ligalandskampe i 1990. På daværende tidspunkt spillede Lars Jakobsen i OB.
Han præsterede en enkelt scoring på landsholdet i opgøret mod Tyrkiet, som Danmark vandt 1-0. Opgøret markerede landstrænerskiftet fra Sepp Piontek til Richard Møller Nielsen.
Førstnævnte sad på Tyrkiets bænk.
Kan Kasper Max Hedegaard Kempel følge Lars Jakobsens eksempel?