Seriefodbold: Unge Jørgen Pilgaard Junior blev matchwinner i IF Midtdjurs’ første sejr
Simon Pilgaard scorede kampens eneste mål, da IF Midtdjurs vandt bundopgøret mod Auning IF i Djurslandspuljen i Serie 3
Jeppe Gribsholt, højre back på IF Midtdjurs’ Serie 3 hold, fyldte 29 år tirsdag aften, da hans hold på Auning Stadion mødte Auning IF.
”Og Jeppe havde et stort ønske på sin fødselsdag – og det var at IF Midtdjurs skulle vinde kampen og få sin første sejr i efteråret,” fortæller IF Midtdjurs’ holdleder Klaus Fanø.
Og Jeppe Gribsholt fik lige den gave han havde ønsket sig af sine holdkammerater, for IF Midtdjurs vandt bundopgøret mod Auning IF med 1-0 på et mål af Simon Pilgaard - søn af den tidligere rally-danmarksmester Jørgen Pilgaard - godt en halv time ind i kampen.
Selvom der kun blev scoret et enkelt mål, var det en kamp med masser af målchancer.
”Den kunne sagtens have stået 4-4 ved halvleg og et retfærdigt resultat ville have været 6-6. Så mange store chancer var der i kampen, og chancerne var lige fordelt mellem de to hold,” fortæller Klaus Fanø.
Forholdene på Auning Stadion var ikke for gode med en knoldet, hullet og ujævn bane, så det blev ifølge Klaus Fanø en gang ”kick and rush” fodbold, som modne læsere vil huske det fra de engelske kampe i Tipsfodbold med Tommy Troelsen i TV om lørdagen.
”Man kunne ikke spille bolden rundt og det blev nærmest en gang tju-bang fodbold,” siger Klaus Fanø.
Kick and rush på en elendig bane
IF Midtdjurs kom ikke ligefrem med en struttende selvtillid til tirsdagskampen på Auning Stadion, for holdet havde tabt de første fire kampe og senest tabt med 4-1 på hjemmebane til Åstrup/Hammelev IF i en kamp, hvor IF Midtdjurs i en kort periode var tre mand i overtal på grund af tre gule kort til Åstrup/Hammelev-spillere inden for få minutter uden at kunne score.
Søren Gribsholt var tilbage hos IF Midtdjurs efter en ankelskade og kom ind i 2. halvleg i stedet for målscorer Simon Pilgaard, og så stillede IFM med en ny spiller, 30-årige Martin Leth Harboe Lading, svoger til Tobias og Troels Gudumlund, som gled direkte ind i midterforsvaret ved siden af Emil Ring Kristensen.
”De første ti minutter var vi helt væk og Auning IF kunne have scoret to mål, men vores målmand Troels Gudumlund gjorde det rigtig godt i målet,” fortæller Klaus Fanø.
Men IF Midtdjurs fik mere styr på sit spil, og efter godt en halv time faldt kampens eneste mål, da der kom en gang ping-pong spil i feltet efter et hjørnespark. Bolden trillede hen til den bagerste stolpe, hvor en fri Simon Pilgaard kunne prikke bolden i mål til 1-0 til gæsterne.
Der var mange chancer til begge hold, og der kunne sagtens have været scoret mange flere mål i begge ender af banen.
IF Midtdjurs gik ud til 2. halvleg med den plan at lukke kampen med et mål til 2-0.
”Men 2. halvleg blev en kopi af 1. halvleg med en gang tju bang-fodbold, og ingen af holdene kunne score på deres chancer. De sidste fem minutter blev vi trykket i bund, og Lasse Danielsen reddede et forsøg på stregen, så der var heldet med os,” siger Klaus Fanø.
”Men for en gangs skyld var det stolpe ind for os, og nu håber vi, at det kan være med til at vende bøtten.”
IF Midtdjurs møder fredag aften kl. 19.15 TRIF på Ryomgård Stadion.
Auning IF mangler effektivitet
Også Auning IF ligger og roder rundt i bunden af rækken uden point og havde sidst tabt med 6-3 til TRIF på PR Park i Rønde, hvor Auning IF kom foran med 2-0 efter et kvarter, men derefter indkasserede seks mål uden at være udspillet og skabte et hav af chancer uden at score.
Og effektiviteten var også det store problem i kampen mod IF Midtdjurs.
”Vi havde gigantiske chancer og skulle have ført med 3-0 efter et kvarter, men vi har været sårbare på standardsituationer og det er bekymrende, at vores modstandere kommer for let til målene.” siger Auning IF’s cheftræner Claus Svenningsen.
”Vi har også svært ved at omsætte vores chancer til mål, og det er et spørgsmål om effektivitet og dygtighed. Spillerne hang med hovedet efter nederlaget, og vi har ikke haft heldet med os hverken mod TRIF eller IF Midtdjurs. Vi skal gerne have marginalerne på vores side, og det er ved at være vigtigt, at vi får nogle point på kontoen,” siger Claus Svenningsen.
Auning IF spiller allerede igen torsdag aften kl. 18.30 på hjemmebane, når det ubesejrede tophold fra Østdjurs 91 kommer på besøg på Auning Stadion.