Seriefodbold: Vivild IF og KPI delte point i lige kamp
Nedrykkerne fra Serie 1 Vivild IF og Kolind-Perstrup IF spillede 1-1 i jævnbyrdigt lokalopgør.

I en stemningsfyldt kulisse med mange fans af begge hold på lægterne mødtes søndag eftermiddag lokalrivalerne fra Vivild IF og Kolind-Perstrup IF i Serie 2. Begge hold er nedrykkere fra Serie 1 og har leveret nogle tætte dueller gennem de senere sæsoner, så der var lagt op til en tæt fight mellem de to traditionsklubber. Det blev som forventet en tæt dyst, som endte 1-1 efter to scoringer midt i 1. halvleg.
»De mange lokalopgør er det gode ved Serie 2 i denne sæson. Det er sjovere at spille en kamp i gode omgivelser med tilskuere og højt humør end at skulle køre til Aarhus til en kamp uden tilskuere,« siger KPI-træner Dennis Holdgaard, som var tilbage på sin gamle hjemmebane i Vivild.
Vivild IF havde hentet et enkelt point efter 1-1 i mødet med topholdet Aarhus Vipers på udebane, mens Kolind-Perstrup IF kunne holde fri sidste lørdag efter at Aarhus Fremad skandaløst ikke kunne stille hold til kampen på Kolind Park.
De to hold kendte hinanden godt, så det blev en lige kamp, og både Vivild IF’s træner Jesper Møgelvang og KPI-træner Dennis Holdgaard var enige om, at de to hold havde hver sin halvleg.
Begge hold leverede en god halvleg. Vi var bedst i 1. halvleg, hvor vi i perioder fik sat spillet godt i scene på modstandernes banehalvdel, og specielt i vores venstre side havde vi nogle gode gennembrud.
»Det var en lige kamp, hvor vinden måske var med til at gøre en forskel. Begge hold havde deres muligheder, men Vivild IF pressede på i 1. halvleg. Kampen vendte i 2. halvleg, hvor vi pressede på og Vivild IF havde nok at gøre med at forsvare sig,« siger Dennis Holdgaard.
»Begge hold leverede en god halvleg. Vi var bedst i 1. halvleg, hvor vi i perioder fik sat spillet godt i scene på modstandernes banehalvdel, og specielt i vores venstre side havde vi nogle gode gennembrud. Vi var fortrøstningsfulde i pausen, da vi havde leveret en god 1. halvleg, men udeholdets fysik og modvinden gjorde, at vi aldrig rigtigt fik gang i vores kombinationsspil i 2. halvleg. KPI sad på det meste, men til gengæld var vi i flere tilfælde tæt på efter gode kontraangreb,« siger Vivild IF’s træner Jesper Møgelvang.
Fin pointhøst
»Vi var bedst i 1. halvleg, men det var dog udeholdet, der bragte sig foran efter 25 minutters spil, da en løs bold i feltet efter et hjørnespark ramte Michael Jensen på vej i mål. Vi skruede lidt op for tempoet, og fem minutter senere bandede Sander Konggaard sig i gennem via Frederik Laursen, og så stod det 1-1,« fortæller Jesper Møgelvang.
Efter pausen afsluttede Frederik Laursen lige forbi mål på langskud efter en flot solotur, og Niklas Mathiesen kunne også have bragt Vivild IF foran efter en fin dribletur i feltet, men han sparkede med sit venstreben lige på KPI’s målmand André Tonnesen.
»I løbet af anden halvleg bragte vi Patrick Klitgaard og Frederik Bjerregaard på banen, og alle mand leverede en stærk defensiv indsats, men i det offensive lykkedes vi ikke særligt godt,« siger Jesper Møgelvang.
Sander Konggaard fik efterfølgende fidusen med 8 stemmer, og Michael Jensen fik fighteren med 6 stemmer.
»Vi har høstet fint med point her i starten af efteråret, men vi trænger til en sejr, og den skulle gerne komme på søndag, hvor vi skal en tur til NES Park i Risskov for at møde VRIs andethold - et stærkt nedrykkerhold, der endnu ikke er kommet helt i omdrejninger efter sommerferien,« slutter Jesper Møgelvang.
Tæt på at stjæle sejren
Kolind-Perstrup IF havde målmand André Tonnesen tilbage i målet for første gang i efteråret.
»1. halvleg tilhørte Vivild IF, men vi var farlige på omstillinger. Vi noterede Marc Pedersen for scoringen til 1-0 via en Vivild-fod. I pausen justerede vi på nogle ting og kom frem til flere muligheder. Vi skulle ind og bestemme noget mere og fik stille og roligt arbejdet os ind i kampen og fik overtaget. Vi pressede på, og Vivild IF må være godt tilfredse med 1-1, efter at Martin Holm Hansen i 2. halvleg havde et godt skud på overliggeren efter en flot aktion, hvor han tæmmede bolden med brystet og derefter vendte rundt og afsluttede i det lange hjørne,« siger Dennis Holdgaard.
»Til gengæld var Vivild IF ved at stjæle sejren kort før tid, da en clearing ramte en af vores egne i ryggen, og Sebastian Stær pludselig stod mand til mand med Martin Meldgaard Rauff. Men Martin fulgte med Sebastian Stær og fik blokeret tværpasningen til to fremadstormende Vivildspillere,« siger Dennis Holdgard. Han fremhæver Mikkel Damgaard Møller Jensen for en fin præstation på en uvant plads på midtbanen.
»Vi er glade for at hente point på udebane mod et svært hold. Det betyder, at vi holder kontakt med topholdet Aarhus Vipers,« siger Dennis Holdgaard, som lørdag kl. 16.00 tager imod Nørager B på Kolind Park. Det bliver ikke blot et møde mellem KPI og Nørager B, men også en duel mellem de to gamle holdkammerater fra Vivild IF, Dennis Holdgaard og Jeppe Friis, som trænere for hver sit hold.