Danmarks dårligste håndboldhold spiller i Midtdjurshallen
FM Håndbold står bag koncerter for de mindste og et besøg af kultholdet Zulu HK.

De mindste børn elsker Popsi og Krelle, og Zulu HK bliver kaldt Danmarks dårligste håndboldhold.
IFM Håndbold bruger hele paletten, når det drejer sig om at få store og små’s opmærksomhed og få interessen for håndbolden tilbage efter en svær tid under corona nedlukningen.
»Corona nedlukningen med lukkede haller var en hård tid for håndboldsporten, og vi må erkende, at det kostede os medlemmer. Det var ikke muligt at komme i hallen og spille håndbold, så nogle af vores medlemmer har sikkert fundet på noget andet at bruge fritiden på. Men nu er hallerne åbne igen, og håndbolden går snart i gang med en ny turnering, så vi vil gerne invitere folk tilbage i Midtdjurshallen og står derfor bag nogle meget forskellige arrangementer,« siger Ronni Kronholm Sølvsten, som er bestyrelsesmedlem i IFM Håndbold.
Allerede på lørdag er der to koncerter med Popsi og Krelle, som er nogle meget populære figurer, når det gælder de alleryngstes opmærksomhed. De fleste børn kender duoen, som optræder på Ipads og andet digitalt udstyr rundt i børnefamilierne med deres versioner af kendte børnesange. Men Popsi og ’Guitar-Krelle’ findes også i virkeligheden, og det kan man overbevise sig om ved to koncerter i Midtdjurshallen lørdag 4. september kl. 9.00 og 11.00. Det er et populært børnearrangement, men se om der stadig er billetter at få på https://www.popsi.tv/pages/kalender2021
»Vi lægger rammer til de to koncerter, og så kan vi ved samme lejlighed lave lidt sjov med bolde og andet, så nogen børn måske få lyst til at komme igen og prøve at spille rigtig håndbold. Vi har trolde-hold for de allermindste og børnehold for de større børn,« siger Ronni Kronholm Sølvsten.
Corona nedlukningen med lukkede haller var en hård tid for håndboldsporten, og vi må erkende, at det kostede os medlemmer.
Zulu HK på slap line
Et arrangement for unge og voksne bliver afholdt fredag 17. september, hvor kultholdet fra Zulu HK kommer på besøg i Midtdjurshallen for kl. 19 at spille en kamp mod et blandet hold fra IF Midtdjurs.
»Vi har længe haft besøget af Zulu HK på programmet, men det er flere gang blevet udskudt på grund af corona nedlukningen. Men nu er det på plads, og der bliver gratis adgang i hallen til arrangementet,« siger Ronni Kronholm Sølvsten.
Spillerne på Zulu HK er nogle helt umulige håndboldspillere, som dog er gået i skarp træning med håndboldstjernerne Kristina ’Mulle’ Kristiansen og iltre Lars Rasmussen som trænere. Det har man kunnet følge på TV2 Zulu gennem seks udsendelser. Men også det fænomen kan opleves i virkeligheden, og efter at der igen er adgang til hallerne, er Zulu HK’s håndboldspillere på vej ud på en turné med omkring 70 opvisningskampe rundt i landets haller.
»Det er jordens dejligste mennesker, men de lærer aldrig at spille håndbold. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. De spiller forfærdeligt, men underholdende, og taber stort set altid. Men hvert mål fejres som en sejr,« har holdets træner Lars Rasmussen udtalt til sn.dk.

Sjov træning
IFM Håndbold har også fået et ungdomsudvalg, hvor de unge selv står for nogle arrangementer, som de selv synes kunne være sjove.
»Det første de har arrangeret er et arrangement med overnatning, som vi har fået sponsoreret af Always efter at vi har søgt en pulje til det formål. De unge står selv for arrangementet, under voksent opsyn, og de unge har inviteret en træner fra Dansk Håndboldforbund, som kommer og laver en sjov træning. Derefter er der mad og måske en film og så overnatning i hallen. På den måde tænker vi flere arrangementer, som har med håndbold at gøre,« fortæller Ronni Kronholm Sølvsten.
IFM’s håndboldafdeling kommer også til at stå for et loppemarked 13. november med boder i både Midtdjurshallen og Multihallen i Ryomgård.