Ukrainsk skaksejr i Skanderborg
Tre internationale stormestre deltog i Skanderborg Skakklubs SMUK-Skak 2021.
Skanderborg Skakklub har i august lagt hus og lokaler til intet mindre end en international stormesterturnering i skak: SMUK-Skak 2021. Den slags er ikke set i Skanderborg siden 2010, fortæller skakklubben i en pressemeddelelse.
Til turneringen var inviteret tre udenlandske stormestre, Sabino Brunello (Italien), Yuri Solodovnichenko (Ukraine) og Gabor Nagy (Ungarn). De tre mestre blev i turneringen udsat for god modstand i form af tre lokale danskere, to polakker, en svensker og en ung dansk-tysker. 10 spillere i alt, som spillede alle-mod-alle i ugen fra lørdag 14. til og med søndag 22. august.
»Desværre blev det de tilrejsende udlændinge, der løb med de største laurbær. Vinder blev den eneste ubesejrede spiller, stormester Solodovnichenk, foran den unge dansk-tysker Frederik Svane og endnu en stormester, Gabor Nagy. Svane er dansk i passet, men bor i Lübeck og spiller nationalt for Tyskland,« meddeler skakklubben videre.
Bedste, ’hele’ dansker blev Bjørn Møller Ochsner, som gjorde det rigtig fint med 5 points af 9 mulige. Desværre ikke godt nok til hverken stormesternorm eller topplacering, men flot kæmpet. Filip Boe Olsen og Nikolai V. Pedersen havnede en smule længere nede.
Skaksult skulle ud
Men der stoppede festen ikke. Halvandet års skaksult skulle ud, så sideløbende med de sidste runder i stormesterturneringen arrangerede Skanderborg Skakklub en såkaldt enkeltmandsturneringer (’EMT’; 14 grupper, total 78 spillere). De 78 spillere var opdelt i grupper af seks spillere, som over en lang weekend spillede alle-mod-alle.
Mange lokale spillere var travlt beskæftigede med at arrangere både stormesterturneringen eller EMT’en, men i alt ni lokale spillere var med, og de klarede det over forventning:
I gruppen ’Mester 3’ nåede John Hansen en flot 2.-plads, endda efter flere års turneringspause.
I Basis 1 vandt Colin Watson flot og rykker officielt op i mesterklassen (igen).
Basis 5 blev vundet af Jonas Bistrup Larsen, der som John Hansen gjorde comeback efter en længere spillepause, og som vandt flot med 5/5.
Endelig blev Basis 7 vundet af unge Hedayatullah Akbari. Hedayatullah flygtede til Danmark fra Afghanistan for en del år siden og har vist, at spil og sport er gode værktøjer til vellykket integration.
Skanderborg Skakklubs bestyrelse er så tilfreds med turneringen, at den mener, det kalder på en gentagelse, og er derfor allerede gået i tænkeboks for at lave en opfølger i 2022.
gs