Efter god optakt: Skanderborg-damer klar til hård sæsonstart
Skanderborgs ligadamer tager sammen med Nykøbing hul på sæsonen som de første.

»Vi er tilfreds og klar.«
Sådan lyder ordene fra Peter Jagd, assistenttræner hos Skanderborg Håndbolds ligadamer, der har Jeppe Vestergaard som cheftræner. Og ordene kommer, når Peter Jagd bliver spurgt til forventningerne til den sæson, der for Skanderborgs vedkommende går i gang 31. august kl. 19, når Nykøbing Falster gæster hallen på Fælleden.
»Vi er godt tilfredse med den optakt, vi har haft. Både resultater og præstationer har være gode, og det handler blandt andet om, at vi har kunnet arbejdet med noget nær den samme trup som i sidste sæson. Det gør naturligvis tingene lettere,« konstaterer Peter Jagd.
Med den økonomi, der er bundet i halen på Skanderborg-damerne, er det vel nærmest en overraskelse, hver gang holdet overlever i ligaen. Og Peter Jagd fortæller da også, at det overordnede mål for sæsonen ikke er at rykke direkte ud.
Står vi med nul point efter den første håndfuld kampe, er det ingen panik
»Sådan må det nødvendigvis være, når man kigger på økonomien. Målet, og det tror vi på, er dog at tage et stort skridt væk fra den direkte nedrykningsplads. Vi går på banen hver eneste gang for at vinde, men vi er også realistiske nok til at erkende, at det ikke sker,« lyder det.
Tør I kigge efter en plads i medaljespillet?
»Vi kan altid kigge... Men det ville være en større sensation end EM-sejren i 92,« siger Peter Jagd og griner.
Skanderborg kan se frem mod en yderst svær sæsonstart. Efter Nykøbing venter Viborg, Odense og København, før tingene med Holstebro Håndbold begynder at ligne noget, som Skanderborg kan matche.
»Indrømmet, det er en svær start. Til gengæld kan vi spille helt frit. Står vi med nul point efter den første håndfuld kampe, er det ingen panik, men vi håber naturligvis på, at vi kan drille et eller flere af de store hold,« lyder det.
Unge spillere
I Skanderborg-truppen finder man en håndfuld spillere, der stadig har alderen til at spille U19-bold, men det bekymrer ikke trænerteamet i Skanderborg.
»Vi er sådan set ligeglade med, om de er 18 eller 28. De var alle med i sidste sæson, og vi ved, hvordan vi skal bruge dem. Så det er ikke rigtig et tema.«
Peter, hvem bliver mestre?
»Esbjerg. Jeg er nødt til at smide Viborg og Odense i hatten også, men det må ligge til Esbjerg.«