Seriefodbold: Nørager B for uskarpe i uafgjort premiere
Nørager B måtte trods overvægt i spil og chancer nøjes med 3-3 mod Aarhus Fremad i Serie 2.

»Fra vores side var det en rigtig premierekamp. Vi leverede en uinspireret indsats og fik ikke sat det aftryk vi vil på kampen. Vi var langt fra det vi vil og kan.«
Det konstaterer Nørager B’s cheftræner Jeppe Friis efter at hans hold lørdag i sæsonpremieren på eget græs kun fik 3-3 mod Aarhus Fremad efter at have været bagud med 2-1 ved pausen.
Hjemmeholdet havde fem U19 spillere fra klubbens talentfulde U19 Liga 2 hold med i efterårssæsonens første turneringskamp. Nørager B har spillet to træningskampe i optakten og tabt med 1-0 til Dronningborg B fra Serie 1 og spillet 1-1 mod TRIF’s nyoprykkede Jyllandsseriehold.
Lørdag gjaldt det point mod gæsterne fra Aarhus Fremad og optankning af selvtillid inden onsdagens klassiker af et lokalopgør mod naboerne fra Vivild IF, men Nørager B ramte ikke dagen.
»Vi havde spil og chancer til meget mere,« mener Jeppe Friis, som betragter Vivild IF som favoritter i onsdagens kamp.
»Vivild IF må tage favoritrollen. Ganske vist er Vivild IF nedrykker fra Serie 1, men der er forskel på at blive nr. 5 i Serie 1 og som os slutte som nr. 3 i Serie 2.«
De unge er dygtige spillere og mange banker voldsomt på til det bedste hold. Men vi er enige om ikke at drive rovdrift på de unge og jeg arbejder sammen med U19 træner Allan Haslund, så de unge får spillet deres U19 turneringskampe i Liga 2
Burde have vundet
I kampen mod Aarhus Fremad måtte Nørager B fra anfører Mads ’Pylle’ Pedersen, som er vrikket om på sin ankel. Han blev dog ifølge Jeppe Friis fuldgyldigt erstattet af sin lillebror, U19-spilleren Jeppe Pedersen, som spillede hele kampen mod Aarhus Fremad. Også Gökhan Tokay havde meldt afbud på grund af sygdom.
Fem U19 spillere var udtaget til kampen og klarede opgaven flot. Jan Ankerstjerne og Jeppe Pedersen spillede hele kampen, Jonas Friis spillede 60 minutter, Rasmus Jensen en halvleg og Rasmus Krause Mouridsen spillede en halv time.
»De unge er dygtige spillere og mange banker voldsomt på til det bedste hold. Men vi er enige om ikke at drive rovdrift på de unge og jeg arbejder sammen med U19 træner Allan Haslund, så de unge får spillet deres U19 turneringskampe i Liga 2,« fortæller Jeppe Friis.
Nørager B kom bagud med 2-0 i 1. halvleg på et ærgerligt mål, hvor holdet blev fanget i ubalance, og et mål på et direkte frispark. Kort inden pausen fik hjemmeholdet reduceret, da Jan Ankerstjerne sendte et frispark ind over og Rasmus Bang Rasmussen fik headet bolden i mål.
»Vi var ikke tilfredse i pausen. Vi måtte kunne gøre det bedre og gøre det vi er bedst til, nemlig god boldomgang og at holde bolden på jorden. Vi ændrede også taktikken, og jeg synes vi lykkedes bedre med vores spil i 2. halvleg,« siger Jeppe Friis.
Nørager B fik udlignet på et langskud af Mathias Fisker og kom foran på et godt langskud af Jan Ankerstjerne. Men Aarhus Fremad fik udlignet kort efter med et skud udenfor feltet efter en omstilling.
»Vi burde have vundet. Vi havde chancer til to-tre mål mere, og et minut før tid havde vi en kæmpechance, men Mathias Fisker afslutning blev reddet på stregen,« siger Jeppe Friis, som fremhæver de to unge Jeppe Pedersen og Jan Ankerstjerne som kampens profiler.
Får hænderne fulde
Onsdag stiller Nørager B op på Langhøj Idrætscenter i lokalopgøret mod Vivild IF, som i sin premiere i lørdags vandt med 1-0 over Auning IF på et mål af Sebastian Stær. Nørager B’s cheftræner Jeppe Friis har fejret store triumfer i Vivild IF’s grønne trøje, og han glæder sig til lokalopgøret på hans gamle hjemmebane.
»Det er helt fantastisk og vildt fedt, at vi har en kreds med fire lokale hold og tre naboklubber i Serie 2. Jeg håber, at det kan trække mange tilskuere til vores stadions til nogle spændende og intense kampe,« siger Jeppe Friis.
»Jeg forventer, at vi får hænderne fulde. Men det er en åben kamp, og vi kan lige så godt vinde som Vivild IF kan,« slutter Jeppe Friis.
Kampen mellem Vivild IF og Nørager B spilles onsdag kl. 19.00 på Langhøj Idrætscenter i Vivild.