Første etape af Idrættens Uderum på plads
To panna baner står klar til brug ved siden af kunstgræsbanen AC Huse Park på Ryomgård Stadion. Nu gælder det en Goal Station.

Store og små fodboldspillerne i IF Midtdjurs får nu endnu bedre træningsmuligheder efter at to nye panna baner forleden blev taget i brug, da DBU’s fodboldskole i sommerferiens første uge samlede 80 lokale drenge og piger på anlægget i Ryomgård.
Det har derfor været oplagt at udvide mulighederne for at styrke fodboldkulturen med nye initiativer, og derfor har vi sat arbejdet i gang med Idrættens Uderum på Ryomgård Stadion
»Når man spiller panna fodbold, så er teknikken i højsædet. Man kan spille 1 mod 1, to mod to eller tre mod tre på en ottekantet kunstgræsbane med bander hele vejen rundt om banen,« siger IFM’s tidligere fodboldformand Jakob Olesen, som er med i bestyrelsen for Kunstgræsforeningen, som har etableret Idrættens Uderum i samarbejde med IF Midtdjurs’ fodboldafdeling.
Kunstgræsbanen i Ryomgård blev indviet i sommeren 2018 efter flere års arbejde blandt frivillige fra især fodboldmiljøet omkring IF Midtdjurs, og banen har givet lokalområdets fodboldspillere i alle aldre et kæmpe boost med mulighed for at træne og spille kampe hele året rundt.
»Det har derfor været oplagt at udvide mulighederne for at styrke fodboldkulturen med nye initiativer, og derfor har vi sat arbejdet i gang med Idrættens Uderum på Ryomgård Stadion,« siger Charlotte Dalby, som er nyvalgt formand for fodboldbestyrelsen i IF Midtdjurs.

Håb om en Goal Station
Efter ibrugtagningen af de to panna baner er næste etape at indkøbe en Goal Station, som skal ligge i forlængelse af panna banerne. Desuden er et muligt område til opførelse af shelters også på tegnebrættet.
»Vi får også mere lys over land, for IFM Fodbold har netop fået bevilget støtte til opførelsen af et nyt og moderne lysanlæg på bane 4, som er den yderste bane i retning mod Marie Magdalene. NRGi’s Grønne Fond har bevilget 22.000 kr., og sammen med bidraget fra Syddjurs Kommune på små 59.000 kr. bliver det aktuelt at opføre det nye lysanlæg i dette efterår,« siger fodboldformand Charlotte Dalby.
Panna banerne er indkøbt med støtte fra DIF/DGI Fonden og Gjensidige Kvindeliga Drømmelegat, som betænkte IFM U15 pigernes Liga 1 hold og var en påskønnelse af det store arbejde IFM Fodbold har gjort for at fremme pigefodbolden i klubben.
»Hertil kommer flotte bidrag fra Gerstrøm Entreprenører ApS, der også stod bag opførelsen af kunstgræsbanen, og hjælp fra de frivillige fra Tirsdagsholdet,« siger Charlotte Dalby. Næste store opgave er at samle midler til indkøb af en Goal Station, som er et helt moderne træningssystem med muligheder for at tilpasse øvelser til hver enkelt spillers individuelle niveau.
Seje seniorer
Nogle af de frivillige fra Tirsdagsholdet passer kunstgræsbanen, men ellers mødes hele holdet på seks seniorer med en mangeårig tilknytning til IFM Fodbold hver tirsdag formiddag og hjælper til med vedligehold og pasning af omgivelserne og faciliteterne på Ryomgård Stadion.
Senest har Tirsdagsholdet i samarbejde med spillere fra klubben udvidet og renoveret fodboldafdelingens klubhus med boldrum på stadion og har overdækket terrassen med udsigt til kampbanen på Ryomgård Stadion. Tirsdagsholdet har også hjulpet til med at skabe rammerne om panna banerne.