Tag på travetur med Djursgængerne
Coronapausen er slut - nu bydes der igen på sund motion til fods.

Efter en coronapause på næsten halvanden sæson er Djursgængerne igen i aktivitet. Faktisk er der tale om et jubilæum, idet det er sæson nummer 50, som er gået i gang - og som byder på ikke færre end 22 traveture på Djursland og Mols.
»Vi går hver mandag klokken 19 fra forskellige steder i landsdelen. Vi startede med den første tur 14. juni ved Kalø slotsruin. Der var ikke så mange fremmødte, da vi i år har måttet nøjes med annoncering via Facebook, grundet manglende programindtægter i 2020. Den 21. juni havde vi en dejlig tur fra Sletterhage Fyr,« fortæller Jette Tarnow fra foreningen.
Mandag 5. juli, starter turen fra Gammel Estrup.
Djursgængerne er ikke nogen forening, så der bedes ikke om tilmelding. Man møder blot op en af de første gange, køber et program og vælger hvilke ture, man ønsker at deltage i.
Der er ture fordelt over en stor del af Djursland.
»Vi går ad mange naturskønne stier og småveje og kun lidt på asfalt. Man må gerne tage sin hund med, blot man fører den i snor. Vi går i et friskt tempo, cirka fem kilometerm i timen, da formålet, ud over at nyde naturen, også er at motionere. Turenes længde varierer fra cirka otte kilometer til 14 kilometer. De korteste ture ligger i starten og slutningen af sæsonen, hvor aftnerne er korte. Den sidste tur i Gjerrild 6. september afsluttes med hyggeligt samvær på Gjerrild Kro,« siger Jette Tarnow.