Hadsten Hawks: »Før spillede vi for at være de bedste - nu prioriterer vi hyggen«

En flok unge basketspillere i HSK Hadsten har formået at holde gang i deres sport og endda få flere nye med på trods af corona-restriktionerne. De har i dag et enestående fællesskab midt i en ellers tung corona-tid, og så boltrer de sig i toppen af dansk basket.

Kort fortalt så drejer det sig om nogle herlige unge mænd på 17 år i HSK, som selv har taget ansvar for deres sport under Covid-19. ’Hadsten Hawks’ består i dag af 18 spillere, hvoraf de 12 er blevet ’lært op’ af seks garvede i løbet af blot et års tid. Undervejs har fokus ændret sig en del.

Ubesejret i turneringen

»Før spillede vi for at være de bedste. Nu spiller vi, fordi det er sjovt. Målsætningen har ændret sig fra, at hvor det tidligere var vigtigst at vinde, er det nu hygge og fællesskabet, der er det vigtigste,« forklarer Victor Leth Ankerstjerne, én af ’de gamle’ på holdet.

Det lønner sig åbenbart. For nylig kørte spillerne en tidlig lørdag morgen afsted klokken 06:40 til en træningskamp på Basket Efterskolen Hjemly på Midtfyn. Her mødte de et af de bedre hold i den landsdækkende mesterrækketurnering, og Hadsten Hawks vandt.

Selve turneringen blev lukket ned i januar, men indtil da var Hadsten Hawks ubesejret mod blandt andet hold som Viborg og Aalborg.

Seks spillere tilbage

Grundstammen i Hadsten Hawks har spillet fra de var små, og igennem årene er de blevet pokalmestre, har et hav af turneringsguldmedaljer, fik en flot anden plads til de Nordiske mesterskaber i 2019 og meget mere.

Men det mest imponerende er næsten stamspillernes energiske insisteren på at holde sammen. Mindre klubber som Hadsten bliver typisk hårdt ramt, når spillerne når efterskolealderen, og de bliver spredt på basket- eller håndbold-efterskoler og videre derfra til de store klubber. Det skete også her, og da der var tyndet ud, stod seks spillere tilbage.

Så hvad nu? Drengene elskede basket og var blandt de bedste, men de ønskede hverken at melde sig ind i større klubber med et tårnhøjt ambitionsniveau og fem ugentlige øvegange, eller at tage på efterskole. De ville blot mødes et par gange om ugen og hygge sig med den sport, de holder af.

16-årig tog trænerposten

Mikkel Egestad, der var blot 16 år på det tidspunkt, tog trænerposten, og han og hans fem basket venner gik derefter i gang med at rekruttere. På rekordtid fik drengene samlet 18 mand og var pludselig klubbens største hold. De tilmeldte sig U19 rækken, dog ikke landsdækkende, men gik et alderstrin op og sikrede sig derved en passende modstand.

Ingen af de nye havde prøvet at spille basket tidligere, men de var lærenemme og ’de gamle’ brugte al deres rutine, både til at lære fra sig og til at slå til, når det gjaldt i kampe. Det foregik i al kammeratlighed. Peter Rohwedder fortæller eksempelvis, at han som nybegynder ikke har følt sig akavet over at stå overfor dem, der har spillet fra de var små.

»Man får slet ikke den følelse, fordi vi blev taget så godt imod. Og under kampene hjælper hujen og råben fra bænken til, at man tør tage de chancer, der skal til for at vinde kampe.«

Det var i virkeligheden en god gammel win-win for alle.

»Vi gamle er også meget taknemmelige, for vi kunne ikke have spillet uden dem,« siger Victor.

For Mikkel som træner er det skønt at have spillere på højt niveau og blive presset til det yderste.

»Men det er også et hyggeligt fællesskab. På en måde er vi gået lidt ned i seriøsitet – vi kan for eksempel godt misse en træning, uden at der bliver lagt det helt store i det.«

Corona-træning

Også under både den delvise og totale corona-nedlukning har spillerne holdt kontakten. Noget af tiden har de måttet træne i hallen men ikke være sammen privat, og fra januar til marts var der helt lukket. Så var der heldigvis sociale bobler og sociale medier at mødes på.

»De fleste kendte vi i forvejen, og det var vigtigt at få de nye med i fællesskabet,« understreger Andreas Bengaard.

Fra marts til 21. april måtte man træne udendørs, og de kørte to ugentlige træninger. Herefter måtte man træne indendørs igen. Det kunne have været et problem, idet Peter som den eneste er 18 år, og derfor ikke måtte deltage på banen. Men han mødte op alligevel, for sammenholdet var vigtigt for ham.

»Jeg var blevet rigtig glad for holdet, så jeg mødte stadig op og sad på sidelinjen. Det hjalp i en coronahverdag at kunne se sine kammerater på den måde.«

Holdet er i øvrigt hele vejen blevet bakket op med praktisk hjælp af nogle af forældrene. Mangler holdet en spiller en gang imellem, så er der også altid en lillebror som kan træde til.